Danske Filminstruktører

50 års jubilæum

Danske Filminstruktører fejrer i 2006 foreningens 50 års jubilæum. I anledning af jubilæet er der bl.a. udkommet et jubilæumsskrift, afholdt kurser og masterclasses samt afslutningsvis afholdt en stor jubilæumsfest


Danske Filminstruktører kan i 2006 fejre sit 50 års jubilæum som forening. Danske Filminstruktører blev startet som en lille interesseforening af en håndfuld ildsjæle i 1956 og har i dag udviklet sig til en fagforening med over 300 medlemmer og sekretariat.

Jubilæumsåret blev skudt i gang i februar med to workshops med engelske Simon Phillips i henholdsvis instruktion og manuskriptskrivning i samarbejde med Danske Dramatikeres Forbund. Dernæst fulgte en masterclass med den engelske dokumentarist Kim Longinotto. I marts måned udkom det store jubilæumsnummer af medlemsbladet take, mens maj bød på David Wingate workshop for dokumentaristerne.

Dernæst modtog alle medlemmer ét års abonnement på filmmagasinet EKKO. I august var der traditionen tro instruktørdag på Odense Filmfestival, mens september bød på et spændende seminar om den europæiske films tilstand med forfatter og filmanmelder Bo Green Jensen. Oktober bød på fyraftensmøde omkring film-økonomi hos Advokatfirma Bech Bruun og i slutningen af november havde Danske Filminstruktører den store fornøjelse at kunne invitere til masterclass med den amerikanske filminstruktør Todd Solondz.  Jubilæumsåret blev afsluttet med et brag af en jubilæums- og champagnefest for medlemmer og samarbejdspartnere d. 1. december i Axelborg.

Udover disse aktiviteter har foreningen desuden fået designet nyt bomærke, hjemmeside og en stor database er under udvikling. 

Champagne- og jubilæumsfest 2006, foto: Troels Jeppe
Hyldest af foreningens stiftere ved Champagne-og jubilæumsfesten 2006. Foto: Troels Jeppe.