Danske Filminstruktører

Nyhed

28.08.08

De nye støttevilkår

Kategori: Medlemsnyt  

 

Vores stemme er blevet hørt!

Kære Medlemmer

Så kom de nye støttevilkår og det er en stor sejr for Danske filminstruktører, at vores stemme er blevet hørt.

Det Danske Filminstitut har netop meddelt, at man fastholder manuskriptstøtten for kort og dokumentarfilm i de reviderede støttevilkår. Dvs. danske filminstruktører og manuskriptforfattere kan ansøge om manuskriptstøtte uden en producent :
§ 2 stk. 3, 2. led : ”….udviklingsstøtte i form af manuskriptstøtte og/eller researchstøtte kan søges uden en producent”.

Vi mener det er altafgørende, at instruktøren bibeholder manuskriptstøtten – fordi retten til at udvikle og afklare sin ide må være instruktørens. Manuskriptstøtten medfører, at instruktøren alene ejer sin ide og selv kan vælge, hvornår hun/han er klar til at møde en producent med sit projekt.

Derudover er vi også rigtigt glade for, at man i de reviderede støttevilkår fastholder dispensationsretten for instruktører, der ønsker at producere deres film selv :
§ 4 stk. 2. 1: ”Instruktør og producer/producent må ikke være samme person, med mindre DFI konkret vurderer, at sammenfald, som følge af projektets særlige karakter, ikke vil være betænkelig”.  

Den tidligere regel lød : Det produktionsmæssige og økonomiske ansvar må ikke varetages af filmens instruktør. Filminstituttet kan i særlige undtagelsestilfælde dispensere fra denne hovedregel”.

Danske filminstruktører har kæmpet for, at netop denne voksende gruppe instruktører stadig kan producere deres film selv. Det er instruktører, der har bevist deres talent og har opnået et navn, der kan skabe adgang til DFI. Erfaringerne viser, at netop de vælger at producere selv, fordi ejerskabet og rettighedsspørgsmålet er væsentligt, hvis man vil leve af at lave dokumentarfilm.

God fornøjelse

Dorte Høeg Brask (Formand/ Forkvinde)
Danske Filminstruktører