Danske Filminstruktører

Nyhed

08.02.08

DFI vil fjerne manusstøtte for kort- og dokfilm

Kategori: Medlemsnyt  

 

DFI vil fjerne manuskriptstøtten for kort- og dokumentarfilm!

Som nogen af jer måske ved, er DFI i gang med at revidere støttevilkårene. Et meget radikalt forslag er at fjerne manuskriptstøtten til kort- og dokumentarfilm.
Det betyder, at det ikke længere vil være muligt at igangsætte film eller udforske ideer eller historier uden at gå igennem en producent.

Det vil være katastrofalt for vores filmproduktion, og et stærkt politisk signal om at magten over og styringen af dansk dokumentarfilm skal ligge hos producenterne. Uden en producent ingen adgang til DFI.

Fordelen ved manuskriptstøtten er netop at den kan søges af instruktøren alene uden en producent.
 
- at instruktøren kan møde DFI og filmkonsulenten alene. 
- at instruktøren kan afklare sin historie og udforske i fred uden at forholde sig til krav om finansieringsplaner, distributionsvilkår og tv- samarbejde.
- at instruktøren ejer historien og kan styre de første skridt i et udviklingsforløb i sparring med filmkonsulenten inden valget af og mødet med producenten.
- at instruktør og konsulent derfor meget tidligt kan få undersøgt om historien holder og eventuelt forkaste den.

Uden en manuskriptstøtte kan vi risikere:
- at producenterne skal udvikle dokumentarfilmenes ideer! Fordi de er nøglen til DFI og dermed nøglen til filmens realisering.
- at de kan stavnsbinde instruktører til projekter og selskaber.
- at instruktøren må gå på kompromis med historien eller sine kunstneriske ambitioner for at få lov til at lave sin film.
- at instruktørens løn forsvinder i aftaler om investering, administrationsudgifter og forventet produktionsstøtte.
- at producenterne afviser potentielle "mesterværker" og gode historier på baggrund af inkompetence eller uvidenhed.
- at producenterne ikke har tid, ressourcer og plads til at klare udviklingsopgaven. 

Det kræver:
- at producenterne skal være ualmindelig dygtige til at se kimen til et mesterværk, og velforberedte på nye tendenser og debutanter.  Er de det?
- at producenterne skal være risikovillige, modige og turde satse på det usikre. Tør de det?

DFI påstår, at manuskriptstøtten har været penge ud af vinduet, og at der aldrig er kommet gode film ud af den.

Vi påstår, at manuskriptstøtten har været et aldeles uundværligt bidrag til udviklingen af de fremragende danske kort- og dokumentarfilm, som har set dagens lys.
Og vi mener, at selv manuskripter, som ikke bliver til film er et nødvendigt led i udviklingen af de rigtig gode film. At springe konsulentsystemet over og overlade de kreative valg af projekter til producent-systemet er uhørt.

Jens Loftager, formand
Dorte Høeg Brask, næstformand