Hop til undermenu
Nyheder
28.10.2013

FILM MED HÅNDSKRIFT

Danske Filminstruktører kan nu tilbyde Christian Braad Thomsens bog FILM MED HÅNDSKRIFT til en rabatpris på 200 kr. Det er 100 kr. billigere, end den koster i boghandlen.

Bogen handler om en række af de vigtigste nulevende danske filminstruktører, nemlig i kronologisk rækkefølge Nils Malmros, Jytte Rex, Lars von Trier, Simon Staho, Christoffer Boe og Pernille Fischer Christensen.

Film med håndskrift fik fem hjerter i Politiken, hvis anmelder Bo Tao Michaelis kaldte den "inciterende, inspirerende og enerverende med sine ind- og udfald." Og han konkluderede: "Så dette må være årets julegave til alle afficionados af filmens verden i almindelighed og anderledes filmkunst i særdeleshed."

Bogens titel er et citat fra den franske filmteoretiker og filminstruktør Alexandre Astrucs berømte essay Le Caméra-Stylo (1948), som indevarslede auteur-teorien og den nye bølge i fransk film. Astruc mente, at det nu var på tide, at filminstruktøren forstod at benytte sit kamera lige så personligt og intimt som forfatteren sin pen eller maleren sin pensel. Instruktøren skulle ikke længere være funktionær på en samlebåndsfabrik, men en kunstner, der ville kunne udvikle filmen til den mest spændende af alle kunstarter.

Christian Braad Thomsen mener ikke, at Alexandre Astrucs ord er blevet uaktuelle med tiden; i dag er der tværtimod mere end nogen sinde brug for at kæmpe imod alle forsøg på at degradere film til en underholdningsmaskine og fastholde, at film først og fremmest er en kunstart.  De nævnte danske instruktører har fra starten haft et meget personligt filmsprog, som de har formået at fastholde, ofte under svære omkostninger. Flere af dem er desuden stærkt marginaliserede i offentligheden.

Det er bogens hensigt at sætte dem i centrum. Bogen rummer en gratis dvd med uopdrivelige, men fremragende kortfilm af Pernille Fischer Christensen, Simon Staho og Jytte Rex.

Kontakt sekretariatet hvis du ønsker at købe bogen.