Hop til undermenu

A-kasse & aktivering

Information om aktivering, A-kasse og generelle forhold for ledige på arbejdsmarkedet.

Bemærk venligst at nedenstående er en generel beskrivelse af forholdene på området. For fuldstændigt opdaterede regler kontakt venligst din a-kasse.
Se www.ftfa.dk

Aktivering
I løbet af 90’erne gennemførte regeringen en række ændringer af arbejdsmarkeds-politikken, der bl.a. medførte at det tidsrum, hvor en arbejdsløs har ret til dagpenge er blevet væsentligt forkortet. Der er sket yderligere stramninger under perioden med den meget lave arbejdsløshed i 2007 og 2008. For filminstruktører – og andre free-lance kunstnere, der i h.t. "Lov om aktiv Arbejdsmarkedspolitik" er defineret som arbejdsløse mellem hvert engagement – er konsekvensen, at det er blevet meget svært at undgå at komme i aktivering i de perioder, hvor man ikke har en kontrakt med et produktionsselskab. Målet med aktivering har altid været at få den aktiverede i varig beskæftigelse – men varig beskæftigelse er uforeneligt med en filminstruktørs free-lance tilværelse. Der vil mellem de enkelte film altid være kortere eller længere perioder hvor man ikke er "ansat".

Dagpenge og rådighed - De vigtigste regler!
Det er meget vigtigt, at man som ledig er bekendt med de krav, der stilles, når man modtager dagpenge. De vigtigste betingelser for at modtage dagpenge gennemgås i et notat fra juli 2009 (pdf).

A-kasse
Et medlemskab af Danske Filminstruktører indebærer ikke automatisk et medlemskab af en arbejdsløshedskasse. Du skal selv melde dig ind i en arbejdsløshedskasse, såfremt du vurderer, at du har behov for det. Det er vigtigt at melde sig ind, før behovet opstår.

Er du nyuddannet fra filmskolen? Så kan du blive optaget som dimittend, hvis du melder dig ind inden 14 dage efter dimmissionen. En dimittend kan få dagpenge allerede én måned efter endt uddannelse. Melder man sig først ind i en arbejdsløshedskasse, når man har et job som lønmodtager, kan man tidligst få dagpenge efter 12 måneders medlemskab. Både lønmodtagere og selvstændige kan få gavn af at være medlem af en arbejdsløshedskasse. Du kan læse mere på www.ftfa.dk eller du kan kontakte FTFa på telefonnummer 70 13 13 12, hvis du har behov for at tale med en rådgiver.

Er du ledig? ARTLAB er et kursuscenter, der drives af Dansk Musiker Forbund i samarbejde med Dansk Skuespillerforbund. Hos Artlab arbejder man professionelt med at skabe jobudvikling via uddannelse inden for kunst og kunst i erhverv med kunstnernes kompetencer i centrum. Se: www.artlab.dk.