Hop til undermenu

01.10.2019

Kom til Picture This 19 til reduceret pris

IF YOU CAN DREAM IT…

NYE VISUALISERINGSMETODER TRANSFORMERER FILMINDUSTRIEN


Virtual production er i gang med at revolutionere filmindustrien og vende op og ned på 100 år gamle produktionsforløb. De nye metoder og teknologier baner vejen for hidtil usete kreative og fortællemæssige muligheder, og gør det bl.a. muligt for filmskabere at se og dele deres vision før optagelserne overhovedet er gået i gang. Kom til konferencen PICTURE THIS_19 den 1. oktober 2019, og hør fra nogle af industriens frontløbere, hvordan virtual production kan hjælpe din kreative proces og fortælling.

Som medlem af Danske Filminstruktører kan du købe billet til Picture This konferencen for kr. 250 mod normalprisen på kr. 625. Tilmeld dig her.

Virtual production lader instruktører arbejde på fysiske sets, men med real-time teknologier, der gør det muligt at se og interagere med en scenes virtuelle karakterer og elementer. I modsætning til traditionelle produktionsprocesser faciliterer virtual production en mere iterativ proces, hvor de kreative og teknisk ansvarlige sammen kan justere og træffe beslutninger om VFX og animation direkte på settet fremfor senere i post (kilde: Epic Games, 2019).

En af de absolutte eksperter inden for produktionsmetoden er årets keynote speaker Kerry Shea. Foruden at være Head of Studio hos Technicolor Pre-Production Services i Los Angeles, har Shea også det overordnede ansvar for Technicolor’s globale Virtual Production team, som tjener den internationale filmindustri ved at bringe visionerne fra nogle af verdens mest kreative filmskabere som Tim Burton, Jon Favreau og Denis Villeneuve til live på det store lærred.

 Til PICTURE THIS_19 vil Kerry Shea afmystificere begrebet ’virtual production’, og forklare hvordan det helt konkret kan forandre film- og tv-produktioner baseret på sine mere end 20 års erfaring med visualisering fra præ til post på flere end 60 spillefilm – heriblandt teknologisk nyskabende storfilm som Junglebogen (2016), Pirates of the Caribbean: Dead Men Tell No Tales (2017) og flere Marvel-film.

 Nye muligheder for fleksibilitet, kontrol og kreativitet

"Virtual production undergår i disse år en gennemgribende transformation og filmskabere på flere budgetniveauer tilslutter sig i stigende grad metoden – ikke mindst på grund af udviklingen inden for real-time teknologi. En særlig kompliceret scene eller sågar en hel film, kan visualiseres og valideres langt tidligere i produktionsprocessen. Det kan i sidste ende spare tid og penge på settet og i postproduktionen. At blive bekendt med den slags værktøjer og metoder er essentielt for fremtidens filmskabere,” siger Allan Mathson Hanson, adm. direktør for Nordisk Film på vegne af Nordisk Film Fonden, som har initieret PICTURE THIS_.

Digitale værktøjer til både prævisualisering og færdigt billede har traditionelt kun været tilgængelig for blockbuster-produktioner. Det er ikke længere tilfældet, da visualiseringsprogrammer nu kan hentes gratis, og udvikles med kunstnere i fokus frem for programmører eller 3D artister.

“Hvis de bruges rigtigt, kan de nye teknologier styrke vores historier og gøre dem større. De kan sætte vores kreativitet fri, når vi skaber fortællinger. Og det til en pris, der kan lade sig gøre på selv mindre produktionsbudgetter. At fortælle historier i en digital verden kræver, at vi i industrien holder os skarpe på de nyeste teknologiske muligheder, der kan hjælpe os med at fortælle historier og møde vores publikum på alle skærme,” siger Thomas Gammeltoft, direktør for erhvervsalliancen Vision Denmark, som arrangerer årets konference.

Tilmeld dig her.

Talere og program vil blive offentliggjort i løbet af de kommende måneder på picturethisconference.com; Twitter @picturethis_19; Facebook Picture This – Film Tech Conference. I samarbejde med brancheforeningen Danske Filminstruktører tilbydes foreningens medlemmer rabat på arrangementet.

Eksport begivenhed til din kalender