Mindeord for Filminstruktør og medlem Birger Larsen
Der stod han ved indskrivningen til ekstra tysk i en københavnsk forstad i 1977. Birger Larsen var 16 år, og havde alt hvad der skulle til for at spille Claus i min første spillefilm ” Vil du se min smukke navle”. Han var ikke specielt glad for tilbuddet, men sagde heldigvis ja efter hårdnakket overtalelse!
Det blev starten på et langt og smukt venskab. Birger var et utroligt charmerende, musikalsk, dynamisk, og varmt menneske. Satte han sig noget for, gennemførte han det hundrede procent. Som musiker tilegnede han sig et instrument på rekordtid, og håndterede det misundelsesværdigt. Guitar, saxofon, klaver, bare sådan, og han sang fantastisk, hvilket bandet Blast nød godt af i en årrække.
Birger ville være filminstruktør, og gik spontant lidt i lære hvor han kunne komme til. Hos Bille August, Erik Clausen, Niels Malmros, lidt i alle afdelinger på et filmhold, og endte som min instruktørassistent i firserne. At han måtte ende som sin egen, var jeg aldrig i tvivl om! Birger debuterede med et brag, fik både Bodil- og Robertpriser for sin første spillefilm ”Lad isbjørnene danse” – blev Oskar nomineret for kortfilmen ”Skal vi være kærester”, fortsatte med spillefilmen ”Karlsvognen”, og skiftede behændigt spor, fra film til tv, hvor han uden tvivl var en ener. Hans dynamik, musikalitet og billedfornemmelse, parret med hans vibrerende sans for personinstruktion, har mange store danske skuespillere nydt godt af.
Efter en tid som episodeinstruktør på flere produktioner, bl.a. Nikolaj & Julie, og i Sverige ”Wallander”, startede han tv-serien ”Forbrydelsen” op. Måske den mest stilsikre, ja måske den sikreste, strammeste, bedst castede og mest helstøbte danske Tv-serie til dato, efterfølgende en verdenssucces, og nok den serie der skød ”Nordic Noir” i gang. Birger havde meninger og stort temperament, så efter de tre første afsnit af ”Forbrydelsen”, de afsnit der satte dagsordenen for resten af serien, fik han aldrig et job på DR-Drama mere! Nok mere synd for DR end for Birger Larsen, der fortsatte med at instruere tv-serier i Sverige og for TV-2. Ind imellem blev det til spillefilm som ”Superbror” og ”Den som dræber”.
Da han modtog den engelske BAFTA pris for ”Forbrydelsen”, fik englænderne øjnene op for hans talent, og året efter modtog han endnu en BAFTA for sin første engelske BBC produktion, den korte og brutale ”Murder” – siden instruerede han fortsættelsen. Der var store planer med Birger Larsen i det engelske; planer som Birgers alt for tidlige død satte en stopper for. Film og tv branchen er blevet en stor iscenesætter fattigere!
Privatpersonen Birger Larsen, var en meget kærlig familiefar, og for hans venner en meget trofast kammerat, vi kunne varme os voldsomt ved. En utroligt vidende samtalepartner, når det gjaldt hans metier, hudløst ærlig i det alvorlige, og et festfyrværkeri når det gjaldt det muntre. Birger i det lune hjørne var et af de morsomste mennesker, jeg har kendt. Var han i stødet, skete det ikke sjældent, at dele af selskabet bogstaveligt gik i gulvet af grin, når han fortalte, og så blev der blev kokkereret, sunget og spillet. Birger var et utroligt generøst menneske, der husede og bespiste alle han havde det godt med. En brutal kræftsygdom har nu revet ham bort. Næsten uden håb i 2014 rejste han sig efter en stor operation, satte i sit berømte sjette gear, og instruerede Klassefesten 3, inden kræfterne slap op. Livet omkring os der elskede ham er nu blegnet lidt i farverne, musikken blevet lidt mere afdæmpet, de dybe samtaler lidt mere på afstand, og latteren, med et strejf af melankoli. Vi er rigtig mange der vil savne ham, og det rum af vitalitet og glæde, han formede omkring os.
Søren Kragh-Jacobsen