Hop til undermenu
Nyheder
16.12.2020

Støttetilkendegivelse for færøske filmskaberes ret til kunstnerisk frihed

Danske Filminstruktører har forfattet en støttetilkendegivelse for færøske filmskaberes ret til kunstnerisk frihed. Den er en reaktion på sagen om kunstnerisk censur, hvor den færøske kulturminister, er gået imod sine egne konsulenters beslutning og har nægtet støtte til et filmprojekt, da han ikke bryder sig om, at der bandes i animationsfilmen Skúla Scam.

Støttetilkendegivelsen er sendt til:

  • Det Færøske Kulturministerium
  • Det Færøske Kulturudvalg
  • Det Færøske Filmhus

Støttetilkendegivelse for færøske filmskaberes ret til kunstnerisk frihed

Danske Filminstruktører ønsker at udtrykke vores bekymring over måden, hvorpå der uddeles filmstøtte på Færøerne. Vi er blevet gjort opmærksomme på, at Kulturminister Jenis av Rana har nægtet at godkende en støtte til animationsfilmen Skúla Scam, på trods af, at filmkonsulenterne allerede havde indstillet den til støtte, efter kunstnerisk vurdering.

Vi er nødt til at reagere, da vi ser det som et direkte angreb på den kunstneriske frihed. Armslængdeprincippet i kunst- og kulturstøtten er essentiel for et velfungerende støttesystem og vi finder den politiske indblanding dybt problematisk.

Politisk indblanding i kunststøtte er lig censur og kan desuden risikere at medføre en yderligere selvcensur blandt de Færøske filmskabere. Det er ekstremt usundt for de kunstneriske stemmer, men mindst lige så usundt for demokratiet. Der skal være frihed til at udtrykke sig både politisk og kunstnerisk. 

Man kunne således forestille sig en situation, hvor en filmskaber med et kristent budskab, blev underkendt af en kulturminister, som var personligt eller politisk imod dette. I et sådant tilfælde ville vores kritik være den samme.

Vi appellerer derfor til, at den Færøske filmstøtte bliver lavet om, så det ikke længere er muligt for en kulturminister, at forhindre en tildeling af støtte, når denne er indstillet af filmkonsulenterne.

Vi appellerer til, at der indføres et armslængdeprincip i forvaltningen og til, at Færøske filmskabere i fremtiden sikres frihed for censur i deres kunstneriske arbejde. 

Med venlig hilsen
Danske Filminstruktørers bestyrelse