Hop til undermenu
Nyheder
02.05.2017

Tilmelding til Pitch me Baby 2017 er åben!

Efterlysning: Den gode kortfilmidé – dusør gives!

Tilmelding til årets pitching-konkurrence for kortfilm-ideer, Pitch Me Baby, er nu åben

For 8. år i træk præsenterer Odense International Film Festival konkurrencen Pitch Me Baby i samarbejde med Danske Dramatikere og Danske Filminstruktører.

Pitch Me Baby er konkurrencen, hvor de to bedste kortfilm-ideer bliver fundet og præmieret med arbejdslegater for i alt 50.000 kr. Live-pitch-konkurrencen afholdes under OFF17, hvor de bedste indsendte kortfilm-ideer får lov til at dyste live på scenen foran en yderst kompetent jury og et stort publikum. På bare fem minutter skal pitcherne præsentere deres ideer og tanker og overbevise juryen om, at netop deres ide fortjener prisen for dermed at komme et stort skridt nærmere realisering.

Filminstruktør og bestyrelsesmedlem hos Danske Filminstruktører, Rasmus Kloster Bro, udtaler:

Nogle gange er det vigtigste for en filmidé, at den bliver sagt højt, så den kan engagere flere mennesker og forhåbentlig blive til en film. PMB kan give lidt ekstra medvind til en filmskaber med en god idé. Samtidig får deltagerne mulighed for at møde hinanden og være en del af den helt særlige kortfilm-elskende stemning der er på OFF.

Otte ideer kommer igennem nåleøjet og får mulighed for at live-pitche under OFF17. Vi modtager ideer fra både meget erfarne filmskabere, primært instruktører og manuskriptforfattere, men også helt nye og uprøvede talenter sender ind, og alle bidrag er mere end velkomne. Sidste år modtog vi knap 100 ideer til kortfilm inden for alle genrer.

Festivalleder Birgitte Weinberger udtaler:

Hos Odense International Film Festival ynder vi at anskue film i alle former. Nogle gange er ideen bedre end filmen, andre gange er det omvendt, og nogle gange går det hele op i en højere enhed. Det er voldsomt interessant at følge processen, og som festival er vi stolte af at være et led i fødekæden hvor der både er plads til den spæde ide og den færdig film.

Som noget nyt har Pitch Me Baby indgået et samarbejde med Creative Europe. Det betyder, at vinderen af 1. præmien får mulighed for at gå videre til den internationale pitch-konkurrence, Euro Connection, der afholdes på Clermont-Ferrand International Short Film Festival i Frankrig.

Tilmelding til Pitch Me Baby: 1. maj og løber frem til den 1. august. 

Indsendte bidrag får svar tirsdag d. 8. august 

Konkurrencen finder sted torsdag under festivalen i uge 35. 

1. præmie: 35.000 kr. + invitation til Euro Connection

2. præmie: 15.000 kr.

Du kan læse mere, og tilmelde dig på følgende link:

http://www.filmfestival.dk/off17/konkurrencer/pitch-me-baby/