Hop til undermenu

Vedtægter

LOVE for DANSKE FILMINSTRUKTØRER

Sammenslutning af Film-, TV- og Video-instruktører i Danmark.

Navn, hjemsted og formål

§ 1.

Foreningens navn er “DANSKE FILMINSTRUKTØRER, Sammenslutning af Film- TV- og Video-instruktører i Danmark”. Dens hjemsted er København.

§ 2.

DANSKE FILMINSTRUKTØRER’s formål er:

at organisere alle, der er beskæftiget som instruktører inden for de audio-visuelle medier, for at sikre og forbedre medlemmernes interesser både som instruktører og som manuskriptforfattere,

at højne kvaliteten og fremme produktionen af film samt beskytte eksisterende filmværker,

at udvikle samarbejdet med nationale og internationale beslægtede organisationer og forbund,

at virke for bedre realløn og arbejdsvilkår og sikre fuld beskæftigelse og tryghed i ansættelsen, samt arbejde for lige muligheder for mandlige og kvindelige instruktører,

at understøtte medlemmer, der er i konflikt,

at varetage og forvalte medlemmernes ophavsretlige interesser, såvel økonomisk som kunstnerisk,

at søge gennemført sociale forbedringer gennem lovgivningsmagten,

at sikre medlemmerne økonomisk dækning p.g.a. tabt arbejdsindtægt ved ledighed gennem medlemskab af arbejdsløshedskasse,

at virke for dygtiggørelse af medlemmerne gennem oplysningsarbejde,

at sikre medlemmerne og medlemmernes efterladte gennem kollektive forsikringer og

at arbejde for instruktørers ytringsfrihed overalt i verden.

§ 3.

Som medlemmer kan kun optages filminstruktører og elever fra Den danske Filmskoles instruktør- eller TV-producer/tilrettelæggerlinie eller elever fra tilsvarende anerkendte udenlandske filmskolers instruktør- eller TV-producer/tilrettelæggerlinier. Elevmedlemmer kan sættes til reduceret kontingent og kan ikke stemme på generalforsamlinger. Nye medlemmer kan optages efter skriftlig ansøgning og godkendelse af bestyrelsen. Medlemskab træder i kraft ved indbetaling af første kontingent.

Et særligt R-medlemskab (Rettigheds-medlemskab) kan af bestyrelsen tilbydes filminstruktører, der ikke har instruktion som hovederhverv, eller instruktør-producenter, der i overvejende grad arbejder som producenter for andre instruktører. R-medlemmer får deres rettigheder forvaltet af DANSKE FILMINSTRUKTØRER og modtager foreningens almindelige meddelelser; R-medlemmer har dog ikke stemmeret på generalforsamlinger, modtager ikke DANSKE FILMINSTRUKTØRER’s instruktørkort og kan ikke påregne kontrakt- og advokathjælp i sædvanligt omfang. R-medlemmer betaler nedsat kontingent, vedtaget på en generalforsamling.

Medlemskab kan ophøre ved udmeldelse, som skal ske skriftligt med en måneds varsel til kvartals udløb.

Bestyrelsen kan ophæve medlemskaber ved eksklusion, som dog først er gyldig efter vedtagelse på en generalforsamling.

Ved kontingentrestance på over et år ophører medlemskab automatisk.

Bevidst miskreditering af sammenslutningen kan være eksklusionsgrund.

Medlemmerne overdrager til Danske Filminstruktører eneforvaltningen af de juridiske og økonomiske rettigheder til deres audiovisuelle værker, som i henhold til ophavsretslovgivningen eller på andet grundlag tilkommer medlemmerne inden for de områder, som er nærmere angivet i ”Bilag om rettighedsoverdragelse” udarbejdet af Danske Filminstruktører og besluttet af foreningens bestyrelse. Danske Filminstruktører kan, efter forudgående skriftlig meddelelse til medlemmerne, foretage ændringer i bilaget, når det kollektivt skønnes i medlemmernes samlede interesse.

Danske Filminstruktører kan overlade forvaltningen af rettigheder til Copydan eller andre særligt oprettede forvaltnings- eller rettighedsorganisationer. 

§ 4.

Danske Filminstruktører sikrer, at der i videst muligt omfang foretages individuel fordeling blandt rettighedshaverne af de vederlag, foreningen opkræver som led i sin forvaltning af disses rettigheder. Fordelingen baseres på dokumenterede forbeholdte eller repræsenterede rettigheder og skal være regelmæssig, omhyggelig og nøjagtig. Der skal ved fordeling altid ske ligebehandling mellem Danske Filminstruktørers medlemmer og ikke-repræsenterede rettighedshavere.

Danske Filminstruktører er berettiget til af vederlaget at dække de udgifter, som er nødvendige for varetagelsen af forvaltningen, herunder driftsudgifter forbundet med fordelingen, opretholdelsen og udvidelsen af vederlag, ligesom der kan foretages fradrag til støtte af sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige formål. Rammerne for Danske Filminstruktørers fradrag skal være baseret på en lovlig beslutning vedtaget på generalforsamlingen, jf. reglerne i lov om kollektiv forvaltning. Fradrag i de indkomne vederlag må ikke anvendes til medlemsorganisationernes almindelige drift eller aktiviteter, der ikke er relateret til forvaltningen af rettigheder, fx fagforeningsarbejde eller lignende.

Danske Filminstruktører skal opgøre fradrag i et givent år i forhold til de fordelte vederlag i samme år i årets Gennemsigtighedsrapport. 

Såfremt omkostningerne ved at gennemføre en individuel fordeling blandt rettighedshaverne er helt uforholdsmæssigt høje i forhold til det vederlag, som en medlemsorganisation modtager, eller såfremt antallet af individuelt berettigede er så stort, at såvel den gennemsnitlige som den højeste udbetaling til en enkelt rettighedshaver vil blive meget små, kan Danske Filminstruktører undtagelsesvist efter lovlig beslutning vedtaget på en generalforsamling, jf. reglerne i lov om kollektiv forvaltning, fordele vederlagene til sociale, kulturelle eller uddannelsesmæssige formål. Vederlag, der fordeles på denne måde, skal, i det omfang det er muligt, tilgodese den gruppe af rettighedshavere, der af de ovenfor nævnte saglige grunde ikke kan modtage vederlagene individuelt.

Ufordelbare midler kan på baggrund af en lovlig beslutning vedtaget på generalforsamlingen, jf. reglerne i lov om kollektiv forvaltning, anvendes til de til enhver tid af Copydan accepterede formål.

Kontingentet og dets betaling

§ 5.

Det årlige kontingent fastsættes af generalforsamlingen, ordinær eller ekstraordinær.

 Bestyrelsen er bemyndiget til efter ansøgning fra et medlem at bevilge nedsættelse af kontingentet, såfremt særlige forhold gør dette rimeligt. Sådan kontingentnedsættelse har kun gyldighed frem til næste ordinære generalforsamling.

Kontingentet forfalder til betaling med 1/4 hver den 1.1., 1.4., 1.7. og 1.10.

Dog betaler R-medlemmer for et helt år ad gangen.

Bestyrelsen kan, i påkrævede situationer, foreslå generalforsamlingen ekstraordinært kontingent.

Generalforsamlingen

§ 6.

Generalforsamlingen er sammenslutningens øverste myndighed. 

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udløbet af april måned.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen måtte beslutte det, eller når mindst 8 medlemmer rejser krav herom.

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes inden en måned efter, at gyldig bestyrelsesbeslutning eller medlemskrav herom foreligger. 

Indkaldelse til generalforsamling sker skriftligt til hvert enkelt medlem i forbundets blad, i nyhedsbrev, per  brev, via hjemmesiden eller mail mindst 14 dage inden. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden, omfattende de punkter, angående hvilke generalforsamlingen skal kunne træffe beslutning, samt til den ordinære generalforsamling det reviderede årsregnskab. 

Indeholder dagsordenen forslag til sammenslutningens opløsning eller sammenlægning med en anden  organisation, skal indkaldelsen ske ved anbefalet brev til medlemmerne.

Ethvert medlem er berettiget til at kræve spørgsmål vedrørende foreningen optaget til debat på den ordinære generalforsamling.

Et forslag, som ønskes forelagt til beslutning på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde inden udgangen af januar måned. 

§ 7.

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter: 

1. Valg af dirigent

2. Formandens beretning om virksomheden siden sidste ordinære general-forsamling

3. Årsregnskab forelægges til godkendelse

4. Forslag til budget og kontingent forelægges til godkendelse

5. Forslag om anvendelse af midler fra kollektiv rettighedsforvaltning

6. Valg af bestyrelsesmedlemmer

7. Valg af kritisk revisor 

8. Debat om indstilling til poster og udvalg, jvf. § 9

9. Eventuelt

§ 8.

Ved generalforsamlingen har hvert medlem én stemme. Undtaget herfra er medlemmer, som er i kontingentrestance udover det løbende kvartal.

R-medlemmer kan deltage i generalforsamlingen, men har ikke stemmeret.

Stemmer kan afgives i henhold til skriftlig fuldmagt til et andet medlem. Hvert medlem kan ikke stemme for mere end tre andre medlemmer i henhold til skriftlig fuldmagt. 

 Valg og beslutning om vedtagelse eller forkastelse af lovligt fremsendte forslag kan efter generalforsamlingens beslutning herom ske såvel ved håndsoprækning som ved hemmelig skriftlig stemmeafgivning.

 Afgivne skriftlige stemmer optælles af DF’s sekretariat og dirigenten.

§ 9.

Generalforsamlingen træffer beslutninger ved simpel stemmeflerhed.

Til beslutning om ændringer af lovenes formålsparagraf, opløsning af sammenslutningen eller dennes sammenlægning med en anden organisation kræves dog, at et flertal af sammenslutningens medlemmer stemmer herfor. Såfremt et flertal af de på generalforsamlingen repræsenterede stemmer ikke udgør et flertal af sammenslutningens medlemmer, kan de pågældende beslutninger vedtages ved simpel stemmeflerhed på en ny generalforsamling, som afholdes senest 4 uger senere.

§ 10.

Indstilling til poster i de statslige bestyrelser og udvalg eller til poster i rettighedsorganer, legatbestyrelser og udvalg til fordeling af kollektive midler vedrørende film–og TV–området, hvortil sammenslutningen er lovligt berettiget, foretages af bestyrelsen efter en vejledende debat på en generalforsamling.

Bestyrelsen

§ 11.

Sammenslutningen ledes af en bestyrelse på 9 medlemmer, valgt af generalforsamlingen. Bestyrelsesmedlemmer vælges for en toårig periode således, at mindst halvdelen af bestyrelsen er på valg hvert år.   

Et bestyrelsesmedlem kan af personlige årsager før valgperiodens udløb udtræde af bestyrelsen.

Udtræder et bestyrelsesmedlem inden valgperiodens udløb, skal der på den efterfølgende generalforsamling vælges en stedfortræder for den resterende periode.

Et bestyrelsesmedlem kan ikke vælges til bestyrelsen, såfremt vedkommende er ansat i eller udpeget til et styrende organ i en anden filmfaglig organisation, som kan have modsatrettede interesser fra Sammenslutningens. Af styrende organer tælles bestyrelser, forretningsudvalg, direktioner, repræsentantskaber m.m.

Bestyrelsen vælger af sin midte en formand og en til to næstformænd. Ved formandens fravær fungerer næstformanden som formand. Ved stemmelighed i bestyrelsen er formandens stemme udslagsgivende.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Der optages referat af bestyrelsesmøderne.

Bestyrelsen kan ansætte én eller flere medarbejdere til et fast sekretariat med henblik på opfyldelse af formålsparagraffens serviceydelser over for medlemmerne.

Foreningens hæftelse samt tegningsregler

§ 12.

Danske Filminstruktører hæfter kun med foreningsformuen.

Danske Filminstruktører tegnes af mindst 5 medlemmer af bestyrelsen. Bestyrelsen kan udstede mandat til formanden eller andre.

Kontrakter og Overenskomster

§ 13.

Alle manuskript- og instruktørkontrakter skal indgås af eller i forståelse med sammenslutningens sekretariat. De af en generalforsamling vedtagne minimumsbestemmelser skal overholdes. Bestyrelsen kan i konkrete undtagelsestilfælde meddele dispensation.

Sammenslutningen kan med bindende virkning for medlemmerne indgå overenskomst med arbejdsgivere eller sammenslutninger af sådanne. Enhver overenskomst forhandles af bestyrelsen, hvorefter den skal godkendes af en generalforsamling.

Sammenslutningen kan med bindende virkning for medlemmerne indgå overenskomster med brugere af værker, sammenslutninger af sådanne eller med offentlige organer om udnyttelse af værker, til hvilke medlemmerne i henhold til ophavsretslovgivningen eller på andet grundlag har rettigheder.

Sammenslutningen kan overlade forvaltningen af de i stk. 2 og 3 angivne overenskomster eller dele heraf til særlige organisationer eller institutioner. Det kan bestemmes, at sådan forvaltning af et medlems rettigheder skal vedvare i op til ét år efter medlemmets udtræden af sammenslutningen. Det kan ligeledes bestemmes, at eventuelle tvister vedrørende forvaltningen endeligt og bindende skal afgøres ved voldgift.

Regnskab og revision

§ 14.

Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

Regnskabet og gennemsigtighedsrapporten med dertil hørende bilag skal senest hvert år inden den ordinære generalforsamling overgives den eller de af generalforsamlingen valgte revisorer, som ved påtegning af regnskabet og gennemsigtighedsrapporten skal angive de bemærkninger, revisionen har givet anledning til. Revisorbemærkningerne skal forelægges generalforsamlingen. 

Opløsning

§ 15.

Skulle DANSKE FILMINSTRUKTØRER ved sin opløsning være i besiddelse af formue, skal der indkaldes til en afsluttende generalforsamling, hvor de valgte revisorer forelægger et likvidationsregnskab. Efter generalforsamlingens vedtagelse herom anvendes formuen til fremme for kunstneriske bestræbelser inden for filmproduktion.

Denne version af vedtægterne er vedtaget på en ordinær generalforsamling 27. april 2023 af et flertal af de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer.

I bestyrelsen 2023-2024:

Rasmus Kloster Bro, Dorte Bengtson, Ida Grøn, Søren Balle, Lin Alluna, Olivia Chamby-Rus, Eva Mulvad, Jeanette Nordahl og Anders Refn.

Dirigent: Casper Andreasen