Hop til undermenu

Barselsdagpenge

Ret til barselsdagpenge 

Lønmodtager

Du har ret til barselsdagpenge, hvis du har været tilknyttet arbejdsmarkedet uafbrudt i de sidste 13 uger i mindst 120 timer. 

Hvis du er freelancer, skal du have en kontrakt med din arbejdsgiver, der garanterer dig arbejde i hele 13 ugers perioden. Alternativt skal du kunne dokumentere med lønsedler, arbejdsplan eller lignende, at du har været på arbejde i hele 13 ugers perioden. 

Du har også ret til barselsdagpenge, hvis du har modtaget/har ret til at modtage arbejdsløshedsdagpenge.

Selvstændig 

Du har ret til barselsdagpenge, hvis du opfylder alle disse fem betingelser:

  1. Du har arbejdet i mindst 6 måneder inden for de sidste 12 måneder.
  2. Du har arbejdet den seneste måned, før du går på barselsorlov.
  3. Der er overskud i din virksomhed.
  4. Du har arbejdet mindst halv tid i din virksomhed.
  5. Du har daglig kontakt med dit barn under din barsel.

Bemærk! Er du ansat i eget ApS eller A/S, er du lønmodtager og ikke selvstændig.

  • Løn under barsel

Der er ikke i lovgivningen fastsat regler for arbejdsgivers forpligtelse til udbetaling af løn under barsel. Om du har ret til løn afhænger derfor af, hvad der konkret er aftalt i din kontrakt eller den overenskomst, din arbejdsgiver evt. er underlagt.

  • Underretning om graviditet til din arbejdsgiver

Du skal underrette din arbejdsgiver om at du er gravid senest 3 måneder inden forventet fødsel.

Ret til orlov

Graviditetsorlov – kun for mor

Du kan gå på graviditetsorlov 4 uger før forventet fødselstidspunkt (skal varsles til arbejdsgiver senest 3 måneder før forventet fødsel). Der er ret til barselsdagpenge i alle 4 uger.

Barselsorlov – kun for mor 

Barselsorlov varer i 14 uger efter fødslen. Senest 8 uger efter fødslen skal moderen varsle arbejdsgiveren, hvornår hun forventer at vende tilbage til jobbet. Der er ret til barselsdagpenge i alle 14 uger.

Fædreorlov – kun for far 

Fædreorloven ligger 2 uger umiddelbart efter fødslen eller fra barnets hjemkomst fra hospital. Alternativt 2 uger inden for 14 uger efter fødslen (arbejdsgiveren skal varsles senest 4 uger før forventet fødsel). Der er ret til barselsdagpenge i de 2 uger.

Forældreorlov – både mor og far 

Begge forældre har herudover ret til 32 ugers forældreorlov. 

OBS! Begge forældre kan dog tilsammen max. få dagpenge i 32 uger!

De 32 uger kan forlænges til 46 uger for begge forældres vedkommende, hvis de er i arbejde. Hvis ikke, kan orloven maks. forlænges til 40. uge. Det gælder fortsat, at forældrene tilsammen max. kan få dagpenge i 32 uger! Orloven skal varsles senest 8 uger efter fødslen med besked om, hvornår den påbegyndes, og hvor længe den vil vare.

I alt op til 112 ugers orlov

Udnyttes barselsorloven fuldt ud, kan:

  • Faderen holde 2 ugers fædreorlov + 46 (40) ugers forældreorlov.
  • Moderen kan holde 4 ugers graviditetsorlov + 14 ugers barselsorlov + 46 (40) ugers forældreorlov.

I alt 112 uger fordelt på begge forældre.

OBS! Begge forældre kan dog tilsammen max. få dagpenge i 32 uger. 

Orlov på deltid

Man kan efter aftale med arbejdsgiveren aftale at genoptage arbejdet delvist og dermed forlænge både barsels- og forældreorloven. Man forlænger orloven med den tid, man arbejder.