Hop til undermenu

Bestyrelsen

Bagest fra venstre: Anders Refn (ikke længere i bestyrelsen), Christina Rosendahl (formand), Klaus Kjeldsen (næstformand). Forrest fra venstre: Birgitte Stærmose, Søren Balle, Christian Holten Bonke, Rasmus Kloster Bro (næstformand) & Ida Grøn.

OBS! Fra juni 2020 er Animationsinstruktør Dorte Bengtson og Dokumentarfilmsinstruktør Lin Alluna trådt ind i bestyrelsen (opdateret foto af bestyrelsen følger).

Christina RosendahlChristina Rosendahl, formand. Født 1971. Har studeret litteraturvidenskab og film- og medievidenskab ved Københavns Universitet og været forbi Den Europæiske Filmhøjskole og New York Film Academy, inden hun færdiggjorde uddannelsen på den alternative filmskole Supe16 i 2002. Brød igennem med "Stjernekigger", en dokumentarfilm om bandet Swan Lee. Spillefilmsdebuten "Supervoksen" (2006), sikrede hende en Robert for bedste børne- og familiefilm i 2007. Hendes anden spillefilm "Idealisten" (2015), en politisk spændingsfilm, indbragte blandt andet Rosendahl prisen for bedste instruktør på Beijing Filmfestival i 2016. Rosendahl har desuden stået bag flere dokumentarfilm, blandt andet "Magten over kærligheden" (2004) og "Vold i kærlighedens navn" (2017). Rosendahl indtrådte som formand for Danske Filminstruktører i 2014.

Klaus KjeldsenKlaus Kjeldsen, næstformand. Født i Randers, 1950. Cand.phil. i dramaturgi fra Århus Universitet. Uddannet på Den Danske Filmskoles instruktørlinje 1991. Har instrueret en række dokumentarfilm især for og med børn, bl.a. Farvel, farvel, Rokketanden, Et Øjeblik, To af os og Jeg er fantastisk. Desuden en masse til TV. Modtog en Robert for kortfiktionen På A’mar. I bestyrelsen har jeg øje for dokumentaren, som let kan forsvinde i ”fiktionens trakasserier”. Jeg er optaget af, at diversitet også gælder for alder samt af at udforske det, vi som instruktører gør mellem filmene. Endelig er jeg som næstformand ret optaget af filmforlig med alt hvad det medfører.

 

Birgitte StærmoseBirgitte Stærmose. Instruktør. Født 1963. Uddannet Master of Fine Arts fra Temple University. Stærmose spillefilmdebuterede med "Værelse 304" (2011) for hvilken hun modtog prisen for Bedste instruktør ved Aubagne Filmfestivalen i 2013. Dokumentarfilmen "Ønskebørn" (2009), med iscenesatte monologer skrevet af Peter Asmussen og fremført af gadebørn fra Prishtina, Kosovo, vandt flere internationale priser - heriblandt en Special Mention på Berlinalen og en Robert for Bedste korte dokumentar i 2010. Stærmose har også instrueret flere episoder af tv-serien "Norskov" (2015) samt spillefilmen "Darling" (2017).

 

 

 

Christian Holten BonkeChristian Holten Bonke. Født 1973. Er uddannet fra Den Danske Filmskole i 2005. Han har siden primært beskæftiget sig med dokumentarfilm. I hans arbejde er han meget optaget af det visuelle udtryk, samt at fortælle ud fra unikke karakterer der bærer på en næsten umulig drøm, der skal testes af det omgivende samfund. Christian har været med i Danske Filminstruktørers bestyrelse siden 2017.

 

 

Rasmus Kloster BroRasmus Kloster Bro. Født 1985 i Sennels, Thy. Instruktør og manuskriptforfatter. Bor og arbejder i København. Han spillefilmsdebuterede i 2019 med Cutterhead, en katastrofefilm optaget på location i det Københavnske metrobyggeri. Rasmus har også arbejdet med radiodrama, musikvideoer, installationskunst og kortfilm, hvoraf 'Kys min bror' (2010) vandt Best Narrative Short ved Landlocked Festival og "Barvalo" (2012) vandt Silver Egg ved Emir Kusturica's festival Kustendorf. 

 

 

Ida Grøn. Født  1979. Ida er uddannet dokumentarfilminstruktør på The National Film and Television School i England, og har en BA i kunsthistorie fra Københavns Universitet. Hun har bl.a. instrueret "Klovn for Livet" og "Stay Behind - Min Farfars Hemmelige Krig", været tilrettelægger på “Sort Arbejde” for DR2 og “For Grim til Kærlighed” for DR3. Hun har udstillet video-VR installation under Virtual Moves på SMK. I bestyrelsen har Ida fokus på at finde en bæredygtig måde at opgøre og værdisætte den risiko en instruktør løber med sit arbejde inden der er finansiering til en film. Hun har også fokus på at indsamle og formidle viden om væsentlige faktorer for tilfredsstillende instruktør-producersamarbejder. Yderlige ønsker Ida at bidrage til Danske Filminstruktørers arbejde for, at instruktører har rammer til udvikle et varieret filmsprog, og at et bredt spektre af dansk dokumentar og fiktion har et liv i biografen i en tid, hvor serier og streamingtjenester vinder frem.

 

Søren Balle.  Født 1978. Uddannelsesmæssig baggrund fra Film- & Medievidenskab, Journalisthøjskolen, samt instruktøruddannelsen fra Den Danske Filmskole årgang 2009. Spillefilmsdebuterede i 2014 med “Klumpfisken”, en særegen egnsfortælling, der blev belønnet med 4 Robert- og Bodil-statuetter. Har efterfølgende arbejdet på en lang række store fiktions-tv-serier, bl.a. “Norskov”, “Herrens Veje”, “Bedrag”, “The Rain”, “Fred til Lands”, både som episodeinstruktør og som konceptuerende instruktør. Søren indtrådte i Danske Filminstruktørers bestyrelse i 2019 og ønsker især at arbejde for instruktørens rolle og rettigheder i det nye tv-landsskab og fastholde instruktørens medskabende og kreative funktion i serielle tv-produktioner. 

 

 

 Dorte Bengtson. Født 1971. Uddannet tegner/grafiker, samt animationsinstruktør fra Den Danske Filmskole årgang 2008. Dorte har arbejdet med tegnefilm i branchen siden 1996. Hendes afgangsfilm "Sylfidden" blev udtaget til Cannes og Annecy. Samme år modtog hun ANIS talentpris. Dorte spillefilmsdebuterede med Vitello i 2018, hvor hun også debuterede med sin første tv-serie af samme navn. I 2020 har Dorte modtaget Pråsen prisen, for sit fortjenstfulde arbejde med produktion af film for børn og unge. I sit bestyrelsesarbejde ønsker Dorte at sætte fokus på animationsinstruktøren, som ofte bliver glemt eller klemt imellem støtteordninger. Dorte vil også gøre en aktiv indsats for at aktivere medlemmerne i foreningen. Desuden vil Dorte kæmpe for at sikre vores danske børnefilmskultur, og instruktørens ret til final cut og undersøge hvorfor, der ikke produceres mere voksen-animation herhjemme.

 

Lin Alluna. Født 1989. Lin er instruktør fra Den Danske Filmskole og instruerer blandt andet lige nu en canadisk-grønlandsk-dansk feature film. Udover sine film, arbejder Lin med talentudvikling og transformativ læring for bl.a. Station Next. Lin er også stifter af Oplysningsgruppen for Filmskolens Fremtid, der har koordineret indsatsen fra filmbranchen omkring udviklingsmulighederne for Den Danske Filmskole i Bologna-reformen. I bestyrelsen er Lin interesseret i at skabe bedre rammer for instruktørerne, ved blandt andet at have et særligt fokus på at etablere demokratiske og tidssvarende processer for at styrke den sunde relation til medlemmerne, samt synliggøre hvilke samfundsmæssige og økonomiske fordele instruktørens arbejde har, ud over det der kan måles i solgte billetter.