Hop til undermenu
Nyheder
Af Tine Fischer — 14.11.2019

Åbningstale ved Copenhagen PIX 2019

Ved åbningen af Copenhagen Pix tirsdag d. 12. november holdt Filmfestivaldirektør Tine Fischer en tale, hvor hun går i forsvar for filmkunsten og hvor hun sætter fokus på nødvendigheden af at støtte de unge talenter - som netop er PIX' fokus i år. 

Læs hele talen her:

Kære allesammen,

GODAFTEN & VELKOMMEN!

Velkommen til Premieren på ’Selvmordsturisten’ af Jonas Arnby. Og velkommen til åbningen af CPH PIX 2019.

Jeg hedder Tine Fischer og er direktør for filmfestivalerne i København – CPH PIX, CPH:DOX og Buster.

Inden vi sender jer alle sammen afsted, ud på en film-eksistentiel rejse af de særlige, så lad mig sige et par ord om, hvorfor vi er her og hvorfor vi er her på en lidt anden måde, end vi plejer.

Talenterne i fokus

Som nogen af jer måske har bemærket, så ser CPHPIX i år ikke ud, som den har gjort de seneste ti år. Jeg plejer ikke at stå hér, festivalen plejer at have 150 film og ikke 25. Den plejer at vare i ti dage og ikke en forlænget weekend. Den har tradition for, igennem et stort program, at pege i mange forskellige retninger. I år peger den i overvejende grad i en helt særlig retning. ”Hvad sker der?”, er der helt berettiget en del journalister, der har spurgt om de seneste uger.

Så lad mig starte med at sige, at det på ingen måde er i et anfald af total mangel på ambition på spillefilmens vegne, når PIX i år kører i et mindre og mere fokuseret format. Vi prøver ikke bevidst at gå under radaren, vi er ikke ved at aflive ideen om en spillefilmfestival i København, men vi har besluttet at tænke os om.

Det sker ikke mange gange i ens professionelle liv, at man får lov til at starte helt forfra. Men det har vi fået lov til. Eller rettere, det er vi blevet bedt om. 

Vi er blevet stillet den opgave at spørge os selv: Hvis man skulle bygge en ny filmfestival op, anno 2020, helt forfra, en festival der potentielt kunne være et svar på den ret vilde medie-virkelighed, vi alle er en del af. En festival der skulle kunne sætte sig et sted i systemet, med en mission om at ændre noget. Hvordan skulle sådan en festival så se ud? Hvordan ser en festival ud, der placerer sig i et totalt overfyldt og overophedet indholdsmarked, med streaming-platforme, YouTube og sociale medier i metermål. En virkelighed hvor unge konsumerer fire timers medieindhold på telefonen dagligt. En virkelighed hvor selvsamme medier på afgørende vis er i gang med at re-designe vores egen private neurologiske infrastruktur - på en måde, der både regulerer vores adfærd, vores behov – og måske vores evne til fordybelse.

Spørgsmålet er, om vi oveni i det uendelige indholds-hav, oveni et biografmarked der allerede er udfordret af at skulle give plads til alt for mange film, om vi dér, skal tilføje endnu 200 film eller, om vi skal noget helt andet? Jeg er klar over, at det lyder som et retorisk spørgsmål, reelt har jeg ikke svaret, men det er dét spørgsmål, som vi gerne vil komme med et markant og relevant svar på.

Vi har tilladt os og tage tid ud til at tænke os om. Mens vi tænker, bliver klogere og taler med jer, både jer der laver filmene og jer der ser dem, så udkommer PIX på en lidt anden måde i et format, vi har valgt at kalde Weekend. 

Dét med et eksklusivt fokus på det, vi selv synes er noget af det mest afgørende lige nu, nemlig de nye talenter, de danske, men også dem, man finder i det store internationale perspektiv.

Ud af 100-vis af debuterende instruktører har vi valgt 20

De er på vej med deres første eller anden spillefilm og de er fælles om at udvise, hvad jeg synes er et uovertruffen kunstnerisk mod. De er lysende vidnesbyrd om, at filmkunsten har en helt afgørende vigtig rolle at spille i vores liv i et langt mere radikalt perspektiv end det bjerg af underholdning, vi dagligt udsætter os selv for.

Ud af de 20 film er der 5 danske. Og det er både markant og vidner om et substantielt kunstnerisk potentiale i dansk film lige nu. Der er Marie Grathøs personligt vilde og grænseløst smukke film om det psykotiske sind, ’Psykosia’. Frelle Petersens helt særegne film ’Onkel’, fra et sted i Danmark nemlig Sønderjylland, hvor tiden går anderledes langsomt og sproget klinger på en anden melodi. Daniel Borgmans krystallisk fortættede mesterværk, Harpiks. Og Anne Sophie Hartmans ’Giraffe’, en fortælling fra Udkantsdanmark, mere præcist Lolland, hvor instruktøren selv er vokset op og hvor værdien, i lige netop dét at være udkant, er en helt anden, end den vi forventer. Og så er der selvfølgelig den film, vi skal se i aften.

Det er film med kæmpestort personligt nærvær og investering og det er film, der bliver politiske markante lige dér, hvor de er skrøbeligt og kunstnerisk allermest originale.

Risikovillighed er blevet sådan et fuldstændig ligegyldigt start-up-agtigt ord men, hvis man skal tale om risikoadfærd, som noget vi beundrer og efterstræber, så er det her, blandt de tyve instruktører og deres producenter, at man for alvor finder den. Det er vilde film, lavet af mennesker med hænderne på livets rigtige kogeplader. Det er producenter, der ikke stopper selv når panden har ramt den berømte mur mange gange i træk, det er instruktører, der med gigantisk integritet og alt andet end sikre kort – går linen ud. Nogen vil os noget, på markant vis, og det er, helt ærligt, så sindssygt befriende og livsbekræftende. 

HVORFOR unge talenter?

En række journalister har de seneste dage spurgt mig, hvorfor det lige er de nye talenter vi har kastet vores kærlighed på? Af alle de valg eller snit, man kunne lægge ned i et helt års global filmproduktion. Hvorfor så lige de film, som hånden på hjertet, er dem det er sværest at sælge billetter til?

For mig er svaret ret enkelt.

Hvis der er ét sted, jeg gerne vil stå lige nu, så er det her. På den plads i systemet, hvor filmkunsten bliver til og forsvares. Det sted, hvor man endnu ikke har brændt sig så tilstrækkeligt meget til, at man retter ind og gør livet lettere for sig selv.

Og vi står her, fordi jeg tror, at hvis vi ikke giver plads til det kunstnerisk ambitiøse talent, hvis vi ikke anerkender, fejrer og understøtter den kæmpe udfordring det er, at arbejde med film ud fra en kunstnerisk overbevisning, så tror jeg, at vi mister noget, på en meget uigenkaldelig måde. 

I en tid, hvor det indhold, der konkurrerer om vores opmærksomhed, er så klogt designet til ikke blot at underholde men også fastholde, og i en tid, hvor det er indlejret i al den teknologi, som vi lever og ånder med 24-7, så står det kunstneriske singulære sprog i et ret udfordret lys. Det lyder dramatisk, men det er en ret reel betragtning, som ikke bare er min men et adfærdsmæssigt faktum: I en verden hvor vi er informationsloadede til bristepunktet, kommer kunstens krav til os om at være tilstede, kritiske, nærværende og nysgerrige bagerst i rækken.

Så når vi ret insisterende i år, stiller os ved siden af de unge talenter, dem med de vilde visioner, så er det ikke kun for at hylde det rå talent, så er det i endnu højere grad for at forsvare den position, de indtager. Det er vanvittigt, hvis man som ung instruktør, skal have ondt i maven over at ens film, kun solgte en-, to- tre eller femtusinde billetter. Det er ikke og bliver aldrig den enkelte instruktørs ansvar, at vi har et film, medie- og biograflandskab, hvor underholdning er blevet normen. 

Det er et strukturelt ansvar.

Det er også et strukturelt eller filmpolitisk ansvar at arbejde for det modsatte.

Filmbranchen har haft for vane at stave succes i antal solgte billetter. Jeg har selv gjort det.

Dansk film har været begavet med gode biograftal, med høje hjemmemarkedsandele, og tal er, indrømmet, nemme at arbejde med politisk, men det har også en utilsigtet sideeffekt.

Ligesom man ikke kan udregne den kulturelle og journalistiske værdi af en radiostation ved i overvejende grad at give matematikken ordet. Så kan man heller aldrig reducere værdien af kunst til økonomisk vækst, turismeøkonomisk omsætning eller regional jobskabelse. Det er absurd!! Det er ikke fordi, jeg er uinteresseret i at film sælger billetter. Jeg argumenterer ikke for, at film ikke skal nå sit publikum, det vil enhver, der har set mig arbejde med CPH:DOX i de seneste mange år også vide. Men jeg argumenterer for, at vi gør os umage og udvikler et sprog og en måde at tale om kunst på, der reelt forholder sig til, hvad kunst gør ved os som mennesker og som samfund. At vi måler på det rigtige.

I en anden verden tæt på os, nemlig forlagsverdenen er man en gigantisk bestseller succes, hvis man som Sara Omar solgte lige over 50.000 eksemplarer. Og man har skrevet sig ind i den danske litteraturhistorie på ”breaking newsagtig vis”, hvis man som Yahya Hassan solgte 125.000 eksemplarer af en digtsamling. Og selv om det er pæne tal, så er de stadig en hel del mere medgørlige og menneskelige, end den halve eller hele million, man skal op på for at være breaking news i filmbranchen. Og når dét er sagt, så er det jo stadig sådan, og det ved alle os pæne kulturmennesker her i salen godt, at den reelle værdi af de to bøger, altså Sara Omars og Yahya Hassans, på ingen måde alene kan måles i antallet af solgte eksemplarer. At det muligvis ville være det meste fattige måleinstrument, man overhovedet kunne bringe i anvendelse. Og det ved alle omkring dem, i deres eget system og det tales der om. Derfor er dét, vi som offentlighed ved om Dødevaskeren ikke, hvor meget den solgte, men hvor kæmpe stor en forskel, den har gjort for udviklingen af et nyt sprog, for en ny debat og for en ny generation af muslimske piger.

Og derfor bliver vi nødt til, i filmbranchen, at gribe i egen barm og gøre noget ved den måde vi hylder vores egne på, i særdeleshed de unge talenter. Jeg tænker, at der ligger et mindre paradigmeskift gemt derinde. Derinde hvor måden vi taler om noget på, måden vi værdisætter på, ændrer retning.

Og det kan godt være, at det tager tid at bygge et samfund op, hvor kunst ikke er et fyord, hvor arthouse er det fornemste vi har, det kan godt være, vi må se langt efter franske tilstande men mindre kan også gøre det.

Det væsentlige er at sige, at det ikke sker af sig selv. Det er åbenlyst. Og det kan aldrig kun blive instruktørernes ansvar. Selvom de selvfølgelig har et uomgængeligt medejerskab. Det er et fælles ansvar og ejerskab – på tværs af alle led i den berømte fødekæde. Ligesom man i musikbranchen har gjort et kæmpe stykke arbejde med at bygge de nye og ukendte navne op, gøre dem til stjerner og alle mandseje, igennem DRs Karriekanonen, P3 Guld, Roskildes Rising-scene, Vegas Udvalgte og en lang række andre initiativer. 

Jeg vil ønske at unge i dag, at mine egne døtre, kunne vokse op i et kulturelt landskab, hvor de ved, hvem Isabel Ekløf, Marie Grahtø, Ulaa Salim, Ali Abassi eller Hlynur Pálmason er. Ligesom de ikke kun kender Lukas Graham og Mø, men også ved hvem Iceage, Carl Emil eller Jada er. De skal synes, at det er mindst lige så vigtigt at vide, hvem den mest vilde eller politisk radikale unge filminstruktør er, som det er magtpåliggende for dem at opdage nye bands på hemmelige playlister, små spillesteder eller på sommerens festivaler.

Og når det er sagt, er det også vigtigt at sige, at der lige nu eksisterer et kulturpolitiske miljø, der peger i en markant anden retning. Og at de kampe, der skal tages, derfor må komme fra os selv. Det er meget muligt, at Mathias Tesfaye og Socialdemokratiet oplever, at værdien af kuglegrill, fodboldklubber og bingo er mindst lige så vigtigt for rigtigt mange mennesker, som dét at gå i teatret, biografen eller at læse bøger. Men det vidner om et gigantisk tab af en generation af politikere for hvem kulturpolitik har været underprioriteret til et punkt, hvor selve forståelsen af kunstens evne til at skabe hele, kritisk tænkende og kreative samfundsborgere totalt er forsvundet.

Kunsten er blevet latterliggjort som en elitær overspringshandling for de få inviterede.

Kunsten er blevet en identitetspolitisk markør. Men virkeligheden er, at det er løgn! Et barn der er født i en arbejderfamilie i Esbjerg, eller et barn som jeg selv, der ikke har fået læst Tolkien højt før sovetid, vi har ikke mindre ret til, brug for og glæde ved at læse Brødrene Løvehjerte end et akademiker-barn i Kartoffelrækkerne. Og derfor er der en dagsorden, der både skal generobres og gentænkes. Og virkeligheden er, at der ikke er andre til at forsvare kunstens nødvendighed end kunsten selv. Det er jer derude, der skal fortælle de nye historier fra vores tid og det bliver også jeres ansvar at stå op for dem, med ansigtet vendt mod verden, og med en åbenhed overfor at gøre det relevant for andre end jer selv.

Det er selvfølgelig en længere samtale, som skal udmønte sig i noget, som er sindssygt konkret, og i en helt anden flyvehøjde end den jeg står i nu. Men jeg er af den grundlæggende overbevisning, at det handler om, at hver og én af jer er eller skal være mere end summen af jeres eget værk. Det handler om også at være en stemme, der lyttes til ude i virkeligheden. Det handler om at være villig til at flytte sit værk eller sin film ind i en samfundsmæssig kontekst. Og det handler om, at I som instruktører skal vide, at I har en hær af mennesker omkring jer, for hvem det er vores allerfornemste opgave ikke kun at forsvare jer, men at være med til at udvikle det sprog, der igen kan gøre kunsten og særlig filmkunsten til noget andet end en niche-orienteret beskæftigelse for de udvalgte få.

Og når alt det er sagt, så lad mig vende tilbage til den film vi skal se lige om lidt.

Det er en modig film, en film der ligner en million, den har en verdensstjerne i hovedrollen, men alligevel er den aldrig ude på at please. Tværtimod.

Hvis det er kunstens rolle at styrke vores tilstedeværelse i verden, så vi for en tid løftes ud af hverdagens berømte hamsterhjul. Og hvis det er kunstens rolle i øjeblikke at give os eksistentielle vinger at flyve med, så har du Jonas, vovet den svære øvelse, det er at løfte os ud og op. Et kæmpe stort tak til dig for modet og ambitionen.

 Og et stort tak til hele holdet, til Snowglobe og filmens producere, Katrin, Eva & Mikkel og til filmens hovedskuespiller, Nicolai Coster Waldau.

Og til allersidst en stor tak til vores sponsorer og samarbejdspartnere:

Tak til DFI, KK, Copenhagen Film Fund, tak til Jameson og til vores faste mediepartner Politiken. Og en stor tak til Imperial og alle de øvrige biografer, der er med på eksperimentet. 

Rigtig god fornøjelse.