Hop til undermenu
Nyheder
Af Nikolaj Vibe Michelsen, Ole Christian Madsen og Per Fly — 16.07.2013

Hvad er Creative Alliance?

Dette er et forsøg på at åbne op og fremvise maskinrummet i Creative Alliance: At delagtiggøre Jer i de tanker og diskussioner, som vi har haft over de sidste to år om filmudvikling – og vise hvad resultatet er endt med.

Med etableringen af Creative Alliance forsøger vi at starte et udviklingsselskab af en type, der ikke er set før i Danmark. Vores nystartede selskab er baseret på en model for udvikling af danske spillefilm med internationale ambitioner, der gør det muligt at udvikle film og efterfølgende sælge dem, når de er klar til at gå i produktion. Samtidig sikrer modellen, at instruktøren kan fastholde styringen, mens filmen indspilles.

Når vi taler om at udvikle og efterfølgende sælge en film, så taler vi som hovedregel om at sælge en samlet pakke, der både består af et grydeklart manuskript, en instruktør og et producerteam. Ofte vil væsentlige skuespillere, scenografi og en væsentlig del af finansieringen også være på plads.

Salget kan have mange købere. I den ene ende af skalaen er der den mulighed, at vi sælger projektet til os selv, hvor vi selv rejser den fulde finansiering via en kombination af private investorer, Det Danske Filminstitut og fonde mv. og dermed sikrer, at udviklingsarbejdet også betyder en færdig film. Her vil producere og instruktør bestemme over den fulde udvikling og produktion.

I den anden ende af skalaen er der den mulighed, at et af de større studier er interesseret i at købe den udviklede pakke og selv stå for finansieringen. I det scenarie vil instruktøren og producere være tilknyttet som work for hire.

Og i mellem de to yderpositioner er der alle mellemmulighederne – fx at sælge til et konglomerat af mindre produktionsselskaber eller i et setup, der minder om en international co-produktion.

Vores idé er hverken eksklusiv eller helt færdigbagt – selvom vi nu er startet op, så er der fortsat plads til forbedringer. Vi har bare ikke fundet dem endnu. Det vil være spændende, hvis andre tog handsken op og gjorde noget lignende – måske endda noget, der viste sig at være smartere. Og vi tillader os at håbe på, at flere af Jer vender tilbage med indsigter og indsigelser for og imod vores tanker. Det vil bidrage til at forbedre Creative Alliance – og forhåbentlig gavne filmbranchen i sin helhed.

Men inden vi forsøger at forklare Creative Alliance – så lad starte med at få udryddet en mindre misforståelse, der opstod i kølvandet på vores lancering. Lad os bruge et par linjer på at forklare, hvad Creative Alliance ikke er. 
Creative Alliance er ikke et opgør med producentens rolle, eller et signal om at vi som instruktører kan klare alt udviklingsarbejde alene.
Tværtimod er Creative Alliance et forsøg på at stadfæste treenigheden mellem producere, instruktører og manusforfattere som ligeværdige parter. Helt konkret fremgår det af vores vedtægter, at ”Selskabsdeltagerne skal være sådanne filminstruktører, producere og/eller forfattere af filmmanuskripter, med hvilke selskabet har indgået en aftale om at udvikle et filmprojekt, som den pågældende i det væsentlige er indehaver af rettighederne til.”

Vi anerkender nemlig, at godt udviklingsarbejde kræver andet og mere end en instruktør - og som det fremgår ovenfor, så har instruktører ikke forrang.

Fokus på udvikling

Creative Alliance er et udviklingsselskab – ikke et produktionsselskab. I modsætning til hvad der er ’normalt’, så er vores fokus på udvikling af film – og ikke nødvendigvis på produktionen.

Vi har naturligvis produktionen i bagtankerne, når vi udvikler filmprojekter. For det er ikke anderledes med udviklingsprojekter fra Creative Alliance end udviklingsprojekter fra andre selskaber. Hvis ikke de bliver produceret, så har det været spild af tid og penge.

Men fokus er udvikling. Creative Alliance skal udvikle filmprojekter og efterfølgende sælge projekterne og på den måde skaffe finansiering til yderligere udviklingsprojekter. Konkret betyder det, at vi deler den ’normale’ proces med at lave en film op i to: 1) Udvikling og 2) Produktion. Dermed bliver investerings-horisonten for udvikling af film kortere, da investeringen tages hjem efter udviklingsfasen, i stedet for efter filmen er blevet produceret, distribueret og set i biografen, som det normalt sker i filmbranchen i dag.

I dag er udvikling en omkostning på vejen mod den egentlige forretning, der enten ligger i produktionen eller distributionen af filmprojektet. Men ved at insistere på at et udviklingsprojekt skal sælges, så muliggør vi en kapitalisering af den kreative kapital i projektet. Vi sætter en prislap på det kreative arbejde og forsøger at gøre kreativitet til en forretning. 

Så lidt forenklet forsøger vi at gøre en forretning ud af udvikling. Det er ikke nogen speciel god forretning. Men bare det at gøre det til en lille forretning er godt nok. For dermed bidrager vi med til at gøre udvikling til et mål – og dermed til andet og mere end en omkostningspost i et produktionsbudget.

Fokus på samarbejde

Creative Alliance er også et fællesskab. Det har fra starten været ambitionen og målet, at vi som filmudviklere skulle sidde sammen og hjælpe hinanden med filmudvikling. At vi ikke bare sidder i hvert vores hummer med et projekt, men at vi også er involveret i hinandens projekter på en systematisk måde. Mange af os gør det i forvejen, fordi vi ved, hvor stor betydning det har for filmene, men ideen om at få et fysisk sted, hvor vi sidder sammen og hjælper hinanden – og tanken om, at vi også gør det i så stort og systematisk et omfang, at vi kan tillade os at få en token for det gennem udviklingsselskabet er ny for os. Mere om det senere.

Fokus på internationale ideer

Ideen om at dele processen op i to er formentlig kun muligt for film til det internationale marked. For der findes ikke et marked eller en reel efterspørgsel i Danmark efter færdigudviklede projekter. Danske produktionsselskaber vil hellere udvikle deres egne projekter, og det er vores umiddelbare vurdering, at det danske filmmarked er for lille og risikoen ved filmudvikling for stor til, at eksterne investorer vil turde investere i konkrete udviklingsprojekter. Prisen på kreativitet er fortsat for lille til, at det er en god nok forretning. Vi håber dog, at vi med internationale, positive eksempler på salg af udviklingsprojekter kan skabe noget tillid, så det på længere sigt vil være muligt at gøre eksterne investorer eller den etablerede branche interesserede i også danske filmudviklingsprojekter.

Inspireret af den klassiske danske andelsbevægelse

Creative Alliance er etableret som et andelsselskab (a.m.b.a.), der drives efter andelsprincipperne, som de kendes fra den traditionelle danske andelsbevægelse.

Populært sagt er bønderne erstattet med filmudviklere. I stedet for at tage mælk og kærne det til smør, så er ambitionen at tage filmideer og udvikle dem til konkrete produktionsklare og salgbare manuskripter.
•    Det betyder, at Creative Alliance som udgangspunkt består af en række filmprojekter, der er under udvikling, og som er ejet af en række andelsmedlemmer.
•    Andelsmedlemmerne kan være filminstruktører, producere og/eller forfattere af filmmanuskripter.
•    Medlemmerne har medbestemmelsesret over væsentlige prioriteringer i selve Creative Alliance i forholdet: et hoved = en stemme.
•    Medlemmernes ejerskab af Creative Alliance baseres på, hvor meget medlemmerne leverer – jo flere succesfulde projekter, jo større ejerskab.

Med indbygget kaffekasse

Creative Alliance er anderledes end andre filmselskaber både i sin organisering (Andelsselskab), sit fokus (kun internationale film), men måske især i sin måde at finansiere udviklingsfasen – og fordele ejerskabet på.

Vi arbejder med udviklingsbudgetter, der gennemsnitligt ligger på 2 millioner kroner. Og vi arbejder med den plan, at vi er i stand til at sælge udviklingsprojekterne for det beløb, som vi har brugt på at udvikle dem. Det vil sige 2 millioner kroner.

Inde i selve Creative Alliance har vi etableret en udviklingsgenerator, der skal medfinansiere udvikling af film. Vi kalder den Kaffekassen.

Kaffekassen er fyldt til randen med klingende mønt. Planen er, at Kaffekassen skal kunne støtte et filmprojekt med op til 25 pct. af filmprojektets udviklingsbudget – mod at få 40 pct. af hvad filmprojektet sælges for.

Såfremt et filmprojekt bliver solgt, så vil en lille del af de 40 procent – omkring 6 procentpoint – blive fordelt ligeligt mellem alle andelsmedlemmer, som betalingen for at have bidraget til hinandens projekter. De resterende omkring 34 procentpoint skal bruges til udvikling af nye projekter.

Hvis filmen bliver færdigudviklet og sælges til samme beløb, som den har kostet at udvikle, så vil Kaffekassen med andre ord modtage en tilbagebetaling, der er større end støtten. Håbet er, at Kaffekassen reelt bliver selvfinansierende og dermed vil kunne støtte et væld af filmudviklingsprojekter i fremtiden.

De resterende 60 procent fordeles ligeligt mellem den ansvarlige instruktør på den ene side og de involverede producere på den anden. Det skaber også et incitament for at lave et udviklingsprojekt, der kan sælges (figur 1).

Figur 1: Creative Alliance som generator for flere film – og fordeling af tilbagebetaling på solgt projekt

figut CA

 
note: Kaffekassen står for 25 pct. af investeringen, men modtager 34 pct. ved et salg. ’Andre investorer’ er eksempelvis private investorer, der tidligt i processen støtter filmproduktionen eller udviklingsstøtte fra DFI, Media eller lign. De fleste af de private investorer skal som udgangspunkt først tilbagebetales efter produktion og distribution – som med traditionel filmproduktion.

Det er på kort form den model, vi har skabt til udvikling af internationale spillefilm. Den er næppe perfekt, men i vores øjne god nok til at blive prøvet af. 

Over den næste årrække vil modellen blive testet med i første omgang op til seks spillefilmsprojekter, og vi vil løbende opdatere interesserede med vores erfaringer.