Hop til undermenu
Nyheder
29.11.2012

Legater flytter ikke til DFI

Midlerne under Statens Kunstfond til filmområdet vil fortsat blive uddelt i sammenhæng med alle de andre kunstarter. Lige præcis filmmidlerne stod ellers til at flytte adresse til DFI, fordi den beslutning var en del af det forlig om en kunststøttereform, som den nuværende regering arvede fra VK(O). Et solidt stykke lobbyarbejde fra Danske Filminstruktører og Statens Kunstfonds Repræsentantskab har resulteret i en ændring af forliget.

”Det er en lykkelig beslutning. Ikke kun for de eksperimenterende kræfter i dansk film – alle i faget har jo gavn af at der findes midler, som ikke er projektrettede, og som efter uddeling ikke skal retfærdiggøres i antallet af solgte billetter”, siger Sandra Piras, sekretariatschef i Danske Filminstruktører. ”Vi er klar over, at det ikke er helt enkelt at åbne et forlig, som er blevet tiltrådt af så mange parter. Gennem mange måneder har en firemandsgruppe fra Danske Filminstruktører holdt møder med kulturordførerne fra alle forligspartierne, og med kulturministeren. Vi har haft held til at vinde gehør for det synspunkt, at det ville være ulykkeligt at flytte filmlegaterne væk fra de andre kunstarter. Det er meget positivt at opleve, hvordan det politiske system faktisk er modtageligt for sund fornuft og faglig indsigt.”

Under VK(O)-regeringen – med Per Stig Møller som kulturminister – blev Statens Kunstfond og Statens Kunstråd genstand for en undersøgelse, som havde til formål at forenkle og skabe mere gennemsigtighed i støttesystemet. Undersøgelsen mundede ud i den såkaldte Liebst-rapport (opkaldt efter udvalgsformand Lars Liebst), som kom med en række anbefalinger til forenkling af kunststøtten. Rapporten endte med at danne baggrund for et bredt forlig, som dog ikke nåede gennem lovbehandling i Folketinget før regeringsskiftet. Den nuværende regering og kulturminister Uffe Elbæk har således arvet forpligtelsen med at gennemføre reformen.

Jens Loftager, tidligere formand i Danske Filminstruktører og nuværende medlem af Statens Kunstfonds film- og scenekunstudvalg, var med i den firemandsgruppe, som på filminstruktørernes vegne forhandlede med kulturordførerne: ”Et erklæret formål med kunststøttereformen har været at samle og forenkle støttesystemet ‘så alt kommer til at befinde sig under samme tag i en smuk og gennemskuelig funkisvilla, der skal erstatte det gamle hus med de mange knopskydninger og tilbygninger’. Det argument var vi i Danske Filminstruktører glade for, fordi det var et argument for vores ønske om at blive sammen med de andre kunstarter og i en sammenhæng, hvor der er forståelse for hvad det vil sige at være en skabende kunstner. Vi ønskede os bare et værelse i funkisvillaen, og det var der stor forståelse for blandt politikerne.”

Jens Loftager sidder i Kunstfondens tremandsudvalg for film- og scenekunst frem til 31. december 2013. I 2012 uddelte Kunstfonden 52 legater af forskellig størrelse og varighed til danske filmkunstnere. Du kan se 2012-listen over modtagere af rejselegater og arbejdslegater til filmområdet her.

Reformen af kunststøttesystemet – inklusiv de tillægsaftaler, der nu er enighed om – ventes at træde i kraft fra 1. januar 2014. Se Kulturministeriets pressemeddelelse om reformen.