Hop til undermenu

28.11.2015

Invitation til EKKO shortlist awards 2015

Ekko Shortlist Awards 2015 med Lasse Rimmer og Vinnie Who

Det er andet år i træk, at Ekko Shortlist Awards kårer landets største talenter inden for kortfilm. Sidste års prissluger, Thomas Daneskov (Ud, spring over, ind), har siden lavet spillefilmen Eliten og for alvor fået fart på karrieren. 

Lasse Rimmer vil med kyndig og komisk hånd styre slaget om tolv priser i kategorier som bedste fiktion, dokumentar og animation samt bedste skuespiller, manusforfatter, fotograf, klipper, lyddesigner og komponist.

Hovedprisen Shortlist Prisen bliver overrakt af en stor jury bestående af førende filmfolk og kritikere. Med prisen følger en præmie på 25.000 kroner, der er sponsoreret af Blockbuster. Femten kortfilm er nomineret til Shortlist Prisen. Alle filmene er nytilkomne på online-hitlisten Ekko Shortlist, hvor de er dem, der har klaret sig bedst.

I de andre kategorier nominerer juryen fem film ligeledes fra Ekko  Shortlist. Nomineringerne vil senere blive offentliggjort. I ugerne op til prisfesten kan alle på Filmmagasinet Ekkos hjemmeside se de nominerede film, stemme på deres favoritter og dermed være med til at bestemme vinderne.

Ekko Shortlist Awards 2015 afholdes lørdag den 28. november kl. 20.00 på Bremen Teater i København. Ud over prisuddelingen kan publikum se frem til en efterfest, der sparkes i gang af Vinnie Who efterfulgt af DJ’s hele natten. Dørene åbner kl. 19.00, hvor der vil serveres forfriskninger.

Billetter til arrangementet koster 110 kr. + gebyr og kan købes via Billetlugen her. 

Ekko Shortlist Awards er støttet af Det Obelske Familiefond og Det Danske Filminstitut.

For mere information se Ekkos hjemmeside. 

 

Eksport begivenhed til din kalender