Hop til undermenu

29.08.2018

Pitch Me Baby 2018 - tilmelding er nu åben

KOM MED DIN KORTFILMS-IDÉ

For 9. år i træk præsenterer vi i samarbejde med Danske Dramatikere konkurrencen Pitch Me Baby på Odense International Film Festival

Pitch Me Baby er konkurrencen, hvor de to bedste kortfilm-ideer bliver fundet og præmieret med arbejdslegater for i alt 50.000 kr. Live-pitch-konkurrencen afholdes under OFF18, hvor de bedste indsendte kortfilm-ideer får lov til at dyste live på scenen foran en kompetent jury og et stort publikum. På fem minutter skal pitcherne præsentere deres ideer og tanker og overbevise juryen om, at netop deres ide fortjener prisen for dermed at komme et stort skridt nærmere realisering.

Manuskriptforfatter og bestyrelsesmedlem hos Danske Dramatikere, Jenny Lund Madsen, udtaler:

Pitch me baby er en enestående mulighed for, at nye talenter såvel som erfarne filmskabere kan skærpe deres korfilms-idé og afprøve den udenom snørklede institutansøgninger og drænende konsulentsamtaler. Her er der plads til, at originale og skæve ideer kan testes live foran en jury og et publikum, og pitcherne får umiddelbar respons, som de kan tage med sig i udviklingen af deres ideer. Vinderen kåres efter kort proces, hvilket i årenes løb har kickstartet en række projekter, som senere er vendt tilbage til OFF som realiserede film. Pitch me Baby er stedet, hvor filmskabere kan slås for deres idé og få hjælp til at komme videre - og samtidigt inspirere et spørgelystent og medlevende publikum.
                          
Otte ideer kommer igennem nåleøjet og får mulighed for at live-pitche under OFF18. Vi modtager ideer fra både meget erfarne filmskabere, primært instruktører og manuskriptforfattere, men også helt nye og uprøvede talenter sender ind, og alle bidrag er mere end velkomne. Gennemsnitligt modtager vi omkring 100 ideer til kortfilm inden for alle genrer.

Festivalleder Birgitte Weinberger udtaler:

Hos Odense International Film Festival ynder vi at anskue film i alle former. Nogle gange er ideen bedre end filmen, andre gange er det omvendt, og nogle gange går det hele op i en højere enhed. Det er voldsomt interessant at følge processen, og som festival er vi stolte af at være et led i fødekæden hvor der både er plads til den spæde ide og den færdige film.

Som noget nyt giver Pitch Me Baby vinderen mulighed for at modtage konsulentbistand til sit projekt. Vinderen vælger et af jurymedlemmerne, som efterfølgende vil give sparring og gode råd om projektets realisering.

Tilmelding til Pitch Me Baby: fra 15. maj til 1. august.
Indsendte bidrag får svar tirsdag d. 8. august
Konkurrencen finder sted onsdag under festivalen i uge 35.
 
1. præmie: 35.000 kr. + mentor-session
2. præmie: 15.000 kr.

Du kan læse mere, og tilmelde dig på følgende link:

https://filmfestival.dk/pitch-me-baby-2018/

Eksport begivenhed til din kalender