Hop til undermenu
Nyheder
Af Create Denmark - Pressemeddelelse — 25.10.2018

Streamingtjenester skal også betale for rettigheder

Lad os deles om de små og store succeser

Streamingtjenesternes buy-out model underbyder det danske marked og truer med at erodere grundlaget for produktion af dansk indhold som vi kender det i dag. Helt konkret er det en dårlig forretning for de medvirkende i forhold til, hvis de blev betalt efter den danske rettighedsmodel.

Derfor foreslår kunstnerforbundene, at den danske rettighedsmodel lægges ned over alle aftaler med streamingtjenesterne. 

Den danske rettighedsmodel betyder, produktionsomkostningerne til danske produktioner holdes nede (hvilket er nødvendigt i et lille sprogområde), fordi kunstnerne delvist honoreres ved løbende rettighedsindtægter. Alternativet ville være en højere løn. Modellen har været velfungerende i alle danske produktioner i 30 år.

Streamingtjenesternes [indtog i produktioner af serier til nettet] er på mange måder en spændende udvikling og en mulighed for at rykke en væsentlig filmisk historiefortælling ind på nye platforme. Desværre udgør den økonomiske model, de rykker ind med, en trussel mod hele fødekæden i danske produktioner, og det går ud over alle – lige fra seere til tv-stationer, producenter og skabende og udøvende kunstnere m.fl.

Med det afsæt går en sammenslutning af danske kunstnerforbund (samlet i Create Denmark) på vegne af deres medlemmer nu i direkte dialog med streamingtjenesterne med henblik på, at alle aftaler fremadrettet bliver en del af den danske rettighedsmodel. Det skal bl.a. sikres ved, at alle aftaler forhandles igennem Create Denmark. 

Buy-out model sender penge ud af landet

Streamingtjenesternes buy-out model er problematisk, fordi den køber alle parter ud af en produktion up front, og dermed indkasserer de selv hele den indtjening, produktionen giver, når produktionen efterfølgende bliver brugt.

”Streamingtjenesterne skal selvfølgelig have mulighed for at lave en ordentlig forretning, men de skal betale det, som det koster, og de skal respektere det system, vi har i Danmark. Vores system bygger på, at man kan producere for en relativ lav betaling, men til gengæld får vi alle del i indtjeningen. Hvis vi accepterer deres model, risikerer vi, at indtjeningen fra de danske produktioner forsvinder ud af landet”, siger Benjamin Boe Rasmussen, formand i Dansk Skuespillerforbund. 

Fælles om succes og risiko i dansk produktion

Kunstnerforbundene ønsker at skabe sikkerhed for to elementer: 

Dels at skabende og udøvende kunstnere honoreres ekstra, såfremt produktionerne bliver en succes, og dels at en del af succesen geninvesteres i nye danske produktioner, som det sker i branchen i dag.

”Hvis vi som i dag er fælles om succes og risiko løber vi en kollektiv risiko og det er grundlæggende et sundt princip, der i årevis har udgjort en grundsten i økosystemet for dansk indholdsproduktion. Selvom der i disse dage laves gode danske produktioner af streamingtjenesterne så er eks. Netflix som udgangspunkt ikke sat i verden for at tækkes et dansk publikum, men derimod et globalt. Det tydeliggøres fx. af streamingtjenestens motto; Local productions for a global audience,” siger Christina Rosendahl, formand i Danske Filminstruktører. 

Buy-out model kan give markant lavere indtjening

Flere sammenligninger viser, at buy-out modellen ender med at belønne de danske medvirkende langt mindre end den danske rettighedsmodel.

”Streamingtjenesternes buy-out model tilgodeser slet ikke den mulige betaling danske manusforfattere, skuespillere og instruktører ville få efter den nuværende danske rettighedsmodel. Hvis vi accepterer streamingtjenesternes vilkår, risikerer vi en fremtid med markant lavere samlet indtjening. Det kan vi ikke gå med til,” siger Nikolaj Scherfig, formand i Danske Dramatikere.

 Læs hele pressemeddelelsen samt datagrundlag her