Hop til undermenu
Nyheder
12.04.2021

Nyheder fra CPH:DOX

Ai Weiwei deltager i stor digital konference på CPH:DOX 

Under overskriften RESET! vil CPH:CONFERENCE forsøge at gentænke film- og mediebranchens rolle og finde nye løsninger til tidens nogle af store udfordringer inden for temaerne demokrati, økonomi, repræsentation og klima. Taiwans visionære, digitale minister Audrey Tang, fake news-ekspert og iransk blogger Hossein Derakhshan og grundlægger af Fridays for Future Uganda Hilda Flavia Nakabuye er blandt oplægsholderne. Også Ai Weiwei deltager i konferencen, der bliver skudt i gang d. 26. april under CPH:DOX. 

Fra d. 26.-30. april vil den professionelle film og mediebranche få mulighed for at deltage i en stor digital konference, der strækker sig over fem dage under årets årets festival. Programmet for CPH:CONFERENCE er nu på plads, og billetsalget er skudt i gang. Konferencen kommer bl.a. til at omhandle temaer som demokrati, økonomi, repræsentation, klima og diskussion om kunstens rolle i en verden efter corona.

En lang række markante oplægsholdere giver deres indspark til debatten. Den verdenskendte kunstner Ai Weiwei deltager i en samtale med blandt andre grundlægger og leder af CPH:DOX, Tine Fischer, om fremtidsudsigterne for den politiske dokumentarfilm, der udfordres af profitfokuserede platforme og censur. Kan nye modeller for distribution give filmskabere større magt over indholdet?

Du kan også opleve Taiwans digitale minister Audrey Tang i en debat omkring, hvordan ny teknologi kan hjælpe os med at tackle globale kriser og give en magtfuld stemme til borgerne. Mens den iranske fake news-ekspert Hossein Derakshan retter spotlyset mod sociale medier og det digitale offentlige rum. 

Økonomisk kommentator Grace Blakely sætter fokus på, hvordan kapitalismens jagt på produktivitet og profit skaber ulighed og uretfærdighed og hvilke andre økonomiske modeller, der kan være brug for set i lyset af pandemiens indvirkning. Og grundlægger af Fridays for Future Uganda Hilda Flavia Nakabuye giver en stemme til de unge klimaaktivister, der med passionerede taler og virale kampagner på sociale medier har formået at råbe verden op.

Konferencen vil foregå på engelsk og produceres i samarbejde med Documentary Campus – et af Europas førende uddannelsestiltag, der arbejder aktivt for at støtte branchens udvikling. Se mere om programmet og de mange debattører her (link på engelsk).

CPH:CONFERENCE vil være fuldt tilgængelig online og vil blive transmitteret live på cphdox.dk. Konferencen vil være åben for akkrediterede gæster samt alle med en gyldig billet. Som professionel kan du søge om akkreditering her (link på engelsk). Vær venligst opmærksom på, at den officielle deadline for registrering er overskredet, og behandlingstiden kan blive længere, jo tættere vi kommer på festivalen. Vi opfordrer derfor til, at du ansøger hurtigst muligt. Billet til hele konferencen eller én af dagene kan købes her.