Hop til undermenu
Nyheder
25.08.2022

RettighedsAlliancen relancerer kampagne mod ulovlig streaming

Udfordringerne med ulovlig streaming og download er store. Faktisk har antallet af danskere, der ser film og serier ulovligt, aldrig været større. Det ønsker kampagnen ‘Os der elsker film’ at gøre noget ved.

Antallet af danskere, som tilgår film og serier på ulovlig vis, er stigende. Det viser undersøgelsen ”Nordic Piracy – Spring 2022” foretaget af Mediavision. Hele 580.000 danskere ser film og serier ulovligt og det er en stigning på 80.000 siden foråret 2021. Samtidig er 40% af de ulovligt streamede eller downloadede film i Danmark danskproduceret, hvilket næsten er en fordobling siden 2020. Det er en ærgerlig udvikling, som vi i filmbranchen ser med stor alvor på.

Derfor støtter Danske Filminstruktører op om kampagnen 'Os Der Elsker Film', der er udarbejdet af RettighedsAlliancen med støtte fra Filminstituttet, Kulturministeriet, Producent Rettigheder Danmark og Biografklub Danmark Fonden.

Med humor, konsekvensfortællinger og kærlighed til film som omdrejningspunkt, søger kampagnen at præsentere de unge mellem 18 og 29 år for de personlige konsekvenser ved ulovlig streaming - og konsekvenserne for filmindustriens produktionskæde og fremtidens film. Gennem kampagnen vil de unge, der er den gruppe, som er mest tilbøjelig til at forbruge ulovligt indhold, klædes på med gode, konstruktive argumenter for at benytte lovlige tjenester, når de sidder med overvejelsen derhjemme, men også når emnet diskuteres offentligt eller blandt venner.

Direktør i RettighedsAlliancen, Maria Fredslund, udtaler om kampagnen:

“Os Der Elsker Film vil motivere de unge filmseere til at støtte dansk film ved at fravælge ulovlige film, og dette er aktuelt som aldrig før. Vi ser en alarmerende stigning i omfanget af ulovligt forbrug, som særligt skyldes, at flere og flere streamer indhold ulovligt via sociale medier. Godt 70% af forbrugere af ulovligt indhold, streamer ulovligt på Facebook og/eller Youtube. Derfor er det helt essentielt, at Os Der Elsker Film er synlig på netop disse medier, så opmærksomheden om konsekvenser ved ulovlig streaming rammer den rigtige målgruppe."

Kampagnen løber fra d. 22. august til d. 30. september. 

  

Læs mere om kampagnen 'Os der elsker film' på osderelskerfilm.dk

Læs RettighedsAlliancens pressemeddelelse her.