Open Call: Har du en idé til et animationsprojekt for voksne?
Danske Filminstruktører og Viborg Animation Festival (VAF) åbner mandag d. 12. juni for Open Call til en ny pitchkonkurrence med særligt fokus på animeret indhold til et voksent publikum.
Foto: Viborg Animation Festival
I konkurrencen, som afholdes under VAF, får udvalgte filmskabere mulighed for at pitche deres ide til en professionel jury og dermed chancen for at vinde hovedprisen på 25.000 kr, der er sponsoreret af Danske Filminstruktører.
Selve pitchen foregår under VAF torsdag den 28. september 2023, hvor seks udvalgte filmskabere præsenterer deres ide for en jury bestående af repræsentanter fra VAF og øvrige brancheaktører. Pitchdeltagerne forventes at være til stede under festivalen fra torsdag d. 28. til lørdag d. 30. september.
Konkurrencen er åben for:
- Talenter og garvede filmskabere
- Animerede kortfilm, features og serier (ikke VR-format eller spil)
- Indhold specifikt til voksne
- Projektet skal have en dansk manuskriptforfatter, instruktør, producent eller lignende
Materiale (både dansk og engelsk):
- ½ side om ideen
- Motivation ½ side
- Visuelt materiale/illustrationer
- CV / kort bio + filmography for projektets deltagere
- NB: pitchen foregår på engelsk, da VAF har internationalt publikum
Pitchkonkurrencen åbner mandag d. 12. juni 2023.
Materiale sendes til jlhj@via.dk senest mandag d. 7. august 2023.
Spørgsmål kan rettes til Jane Lyngbye Hvid Jensen, Festival Director for Viborg Animation Festival på jlhj@via.dk eller Dorte Bengtson, næstforperson i Danske Filminstruktører, på dortebengtsons@gmail.com.
Dorte Bengtson, næstforperson i Danske Filminstruktører, fortæller om konkurrencen: “Med pitchkonkurrencen ønsker Danske Filminstruktører at sikre opblomstring af en masse gode ideer og inspiration til fremtidige danske animationsfilm og samtidig bygge netværk og nye samarbejder i branchen.”
