Hop til undermenu
Nyheder
17.03.2020

Forslag til kulturministeren om økonomisk hjælpepakke til ansatte og tilknyttede i film- og tv-branchen

Brev Kulturminister Joy Mogensen 16. marts 2020

Fra Danske Filminstruktører, Danske Dramatikere, Dansk Filmfotograf Forbund, Dansk Filmklipperselskab, Dansk Journalistforbund, Film- og Tv-arbejderforeningen & Danske Sceneinstruktører

Forslag til økonomisk hjælpepakke til ansatte og tilknyttede i film- og tv-branchen.

På vegne af nedenstående organisationer sender vi hermed vores anbefalinger til, hvorledes de ansatte og tilknyttede i film- og tv-branchen kan komme helskindet gennem corona-situationen, som i de nærmeste uger kan afstedkomme et totalt produktions- og optagestop.

Vores branche består næsten udelukkende af freelancere og enkeltmands-virksomheder, der benytter sig af mange forskellige ansættelses- og aftaletyper til at løse deres opgaver. Det kan derfor være vanskeligt at anvende de fastansattes lønmodtagerhjælpepakker for denne gruppe. Vi er selvsagt opmærksomme på, at corona-situationen ikke skal anvendes til at stille vores gruppe bedre, end de under normale omstændigheder ville være stillet, men vi må udtænke økonomiske nødhjælpspakker, som sikrer, at tabskompensationen for folk i vores branche bliver sammenlignelig med dem, som tilbydes lønmodtagere, der fx er tilknyttet en A-kasse. Mange af vores medlemmer med enkeltmandsvirksomheder kan ikke tilknyttes en A-kasse uden at de forudgående opløser deres virksomhed.

Vi har derfor 7 anbefalinger

1. Vi foreslår etableringen af en fond, som opererer under dagpengelignende principper (mht. lønniveauer m.m.), som vores gruppe kan ”straks-ansøge”, hvis man beviseligt kan dokumentere forrykkede engagementer mv. der afstedkommer et økonomisk tab. Da mange kunstnere, som ikke pt. er i produktion, vil blive ramt af, at produktioner lukkes ned eller udskydes, er der behov for yderligere tiltag udover. Her kunne staten give A-kasserne et økonomisk tilskud som i en kort periode kunne åbne op for muligheden for, at nye medlemmer kan melde sig ind og modtage dagpenge fra første dag.

Kravene til, hvornår man er berettiget til at modtage dagpenge bør generelt tilpasses den nuværende helt særlige situation. Dette kan gøres i samarbejde med A-kasserne på vores område.  

2. Hjælpepakke til lønkompensation 
Regeringen bør hurtigst muligt vedtage en hjælpepakke til de producenter, som må standse igangværende produktioner i 14 dage eller længere. Hjælpepakken bør give mulighed for lønkompensation til freelance-kunstnere på samme vilkår, som det sker på det øvrige private marked, dvs. at staten dækker 75% af lønnen, dog max. 26.000 kr. Virksomheden betaler de resterende 25%. Hjælpepakken bør have tilbagevirkende kraft fra 9. marts og løbe indtil 9. juni.

Denne ordning bør konstrueres således, at også instruktører, manuskriptforfattere, fotografer, klippere, scenografer og øvrige film- og tvarbejdere, der er på leverandørkontrakt kan få tilsvarende økonomisk kompensation. 

3.Der skal tages højde for situationen med ”tomme ordrebøger”, hvor engagementer aflyses, før der er indgået en skriftlig aftale. Vi henviser her også til udtalelsen fra Dansk Kunstnerråd og det åbne brev fra Per Arnoldi til Mette Frederiksen. Vi må etablere en fond, som kan støtte kunstnerne i disse situationer og vi vil meget gerne være med til at udtænke parametre, som kan anvendes til at dokumentere tab og nedgang i indtægter. Her vil parametre, som et gennemsnit af de seneste års årsopgørelser kunne anvendes.

4.Dette års feriepengeudbetaling er forrykket grundet retsvirkningerne af den nye ferielov. Vi anbefaler, at de opsparede midler kan komme til udbetaling.  

5.Det er vigtigt at skabe fleksibilitet for alle grupper, således at sådan en ordning også omfatter instruktører, manuskriptforfattere, fotografer, klippere, scenografer og øvrige film- og tvarbejdere, som har eget firma og som var tilknyttet en produktion på en leverandørkontrakt, se Enhedslistens pkt. 3 nedenfor.

6.Instruktører, manuskriptforfattere, fotografer, klippere, scenografer og øvrige film- og tvarbejdere, der har fået en del af deres betaling under udvikling, men hvor projektet ikke ender med at komme i produktion pga. den nuværende situation, skal kunne få udbetalt dagpenge uden skelen til manglende optjening, beskæftigelseskrav m.v. 

7.Det Danske Filminstitut
DFI bør tildeles en særbevilling, som kan benyttes til at hjælpe branchen igennem denne krise. Selvom der ikke vil være tale om konkret produktionsstøtte, så vil det være en investering i fremtiden, som kan være med til at sikre, at der også efter denne krise er overstået vil være en branche i Danmark med professionelle kunstnere og producenter, som kan lave nye film.  

Vi har desuden med stor interesse læst Enhedslistens hjælpepakkeforslag fra tidligere i dag, som vi er enige i, hvor de bl.a. foreslår: 

  1. Akutydelse til de timelønnede og løst ansatte
  2. Statsgaranterede overlevelseslån
  3. Sikring af freelancere, små selvstændige og enkeltpersonsvirksomheder
  4. Dagpenge og sygedagpenge skal ikke løbe ud

Vores medlemmer er over en bred kam interesserede i, at Danmark kommer så godt igennem denne krise som muligt, og vil gerne gøre deres til at bakke op herom. 

Med venlig hilsen

Danske Filminstruktører
Danske Dramatikere
Dansk Filmfotograf Forbund
Dansk Filmklipperselskab
Dansk Journalistforbund
Film- og Tv-arbejderforeningen
Danske Sceneinstruktører