Hop til undermenu

Henvendelser om grænseoverskridende adfærd til kontaktperson i sekretariatet Karen Bernheim

Jeg hedder Karen og jeg er jeres kontaktperson i sekretariatet i forbindelse med oplevelser med grænseoverskridende adfærd. 

Har du, som instruktør, oplevet grænseoverskridende adfærd, så kan du ringe til mig og få en snak – også hvis du er i tvivl, om du har overværet eller begået en krænkelse.  Det kan være, du selv har oplevet grænseoverskridende adfærd, eller du har overværet andre blive udsat for det, eller du går med overvejelser, om du selv har krænket nogen. Jeg vil lytte til dig, rådgive dig og sammen med dig finde ud af, hvad en mulig vej er for dig i forhold til din konkrete problemstilling. Alle samtaler er fortrolige og ser du eller jeg anledning til, at det kan gavne din sag, at jeg orienterer mine kolleger eller rådfører mig med andre, vil jeg altid bede om din tilladelse til det først. Udover at være kontaktperson, så arbejder jeg som projektleder og har været i Danske Filminstruktører i seks år. Jeg varetager bl.a. foreningens medlemskommunikation. 

Hvad er krænkelser eller grænseoverskridende handlinger?

Ved krænkende eller grænseoverskridende handlinger forstås, at en eller flere personer, på sættet eller på arbejdspladsen, groft eller flere gange udsætter en eller flere andre personer for mobning, seksuel chikane eller anden nedværdigende adfærd i arbejdet. Adfærden skal opfattes som nedværdigende af den eller de udsatte. For mere info: Læs Arbejdstilsynets beskrivelse af krænkende handlinger samt vejledning her.

Jeg kan hjælpe med:

Via en uddannelse i psykologisk sagshåndtering, har jeg fået en række værktøjer til at tale om grænseoverskridende adfærd og sammen med den person, der kontakter mig, få overblik over brugbare handlemuligheder. 

Jeg har, i samtalen, fokus på:

  • At være støttende og lyttende
  • At afdække grovheden af dine oplevelser
  • At finde ud af, hvor længe den/de krænkende oplevelse(r) har stået på - er der tale om systematiske og gentagne krænkende handlinger?
  • At lytte til, hvordan det har påvirket dig
  • At lytte til hvad du er mest i tvivl om
  • At spørge til, hvad du allerede har gjort og hvad du håber på, vil ske nu
  • At øge din indsigt og mod til at ændre på situationen og finde handlemuligheder

Erhvervspsykolog Louise Dinesen står bag min uddannelse og hun har bl.a. bistået filmbranchen i sager om krænkelser. Louise har også undervist vores medlemmer, på et lederseminar, i instruktørens rolle som uformel leder og hvordan man bruger den rolle bedst i forebyggelse og afhjælpning af grænseoverskridende adfærd.

Hvordan foregår det?

Oplevelser med grænseoverskridende adfærd kan variere i sværhedsgrad og eftervirkninger og derfor vil forløbet med samtale(r) også variere:

  • Måske taler vi sammen en enkelt gang og så aftaler vi, at jeg evt. følger op med en opringning på et senere tidspunkt.
  • Måske har du brug for, at vi taler flere gange og er der evt. juridiske aspekter i din sag, der gør, at du ønsker at tale med en af vores jurister, så sender jeg dig den vej.
  • Måske er du så påvirket af dine oplevelser, at du har brug for krisepsykologisk hjælp, og så kan jeg i særlige tilfælde, henvise dig til en samtale med en professionel krisepsykolog hos Hartmanns.
  • Jeg har også, i særlige tilfælde, mulighed for at henvise dig til professionel ledelsesrådgivning hos Hartmanns, hvis du står i en kompleks situation ift. grænseoverskridende adfærd på din produktion. 

Jeg henviser dig altid kun videre til andre personer på din opfordring. Kontakt mig endelig – også selvom du er i tvivl, om der er tale om en krænkelse begået mod dig eller du selv har krænket.

Ring til mig på tlf. 33 45 40 36 mellem kl. 9-15. Du er også velkommen til at skrive til mig på karen@filmdir.dk