Hop til undermenu
Nyheder
12.10.2022

Nekrolog, dokumentar-instruktør Jens Pedersen

Dokumentarfilminstruktør og medlem af Danske Filminstruktører Jens Pedersen er gået bort i en alder af 63 år. Jens døde mandag d. 3. oktober efter at have kæmpet med kræft af flere ombæringer.

Dansk film har mistet en af de mest dedikerede og eftertænksomme dokumentarfilmsinstruktører, som lavede film til det sidste.

Jens var drevet af at skildre mennesker og med ønske om at ville forstå verden. Han havde en evne og lyst til at gå ind i fremmede menneskers liv og skildre deres udfordringer og livsvilkår. Han var selv et privat og ydmygt menneske der hellere ville rejse til Bangladesh og filme fremmede mennesker end at stå til reception hos DFI. 

Igennem 35 år producerede og instruerede han en lang række film fra verdens fjerne egne: Nicaragua, Afghanistan, Indien, Malawi Kina etc. Hans film fik et stort publikum både på danske TV stationer og i udlandet.

Han trådte for alvor i karakter som filmmager og historiefortæller, da han rettede sit fokus mod børn. Tilbage i 2013 instruerede han 5 små film fra et kaotisk Afghanistan. Blandt andre om den 11 årige Faridullah som arbejde på et teglværk for at hjælpe sin far ud af en gældsfælde - og den 12 årige børnehjemsbarn, Machgan, som havde mistet sin far i krigen. 

Det lykkes Jens at finde ind til de stærkeste sider af børnene, så man bliver efterladt med en følelse af stor respekt og håb - midt i et krigshærget område. Portrætterne var en filmisk kraftpræstation - intet mindre.

En enkelt film kom ikke ud over rampen. Jens havde fået til opgave at lave en informationsfilm om unge og alkohol for Sundhedsstyrelsen. Han fik den ide, at man kunne invitere en større gruppe skoleelever til bowling. Halvdelen drak sodavand - den anden halvdel drak øl. Jens havde sikret sig, at det hele gik rigtigt til med hjælp af et par politibetjente. Desværre for Sundhedsstyrelsen viste det sig, at fulde skoleelever spillede meget bedre bowling end de ædru, og styrelsen fandt ikke filmen egnet til at blive vist i skolen.

Senest var Jens ophavsmand til og instruktør til en serie om børn på “Børnene på Silkevejen”. Serien har fået stor international opmærksomhed, og Jens blev opfordret af hans samarbejdspartner til at udvide serien til 15 episoder med tre andre af landets dygtige dokumentarister. Desværre nåede han ikke at opleve, at projektet blev afsluttet.

Jens Pedersen blev født i 1959 og voksede op med to forældre der var advokater – det var ikke en vej for Jens, han gik sin egen vej.

Jens Pedersen var uddannet som cand. Communication fra RUC, hvor det var helt nyt og spændende at arbejde med ”video”. Efter endt uddannelse startede han derfor produktionsselskabet Den lille Prins med nogle medstuderende. Senere tog han et supplerende studie på San Francisco State University samt holdt sig åben og nysgerrig ved adskillige kurser heriblandt det velrenommeret EAVE, hvor han kunne dele sin glæde ved at tænke og snakke internationalt med 80 andre internationale producere. 

Før han startede sit eget firma arbejdede Jens Pedersen som producer fra 1997 til 2005  i Agenda Film og Lynx Media og producerede både tv-projekter, kommercielle og undervisningsfilm.

Jens Pedersen var en særdeles dygtig dokumentarfilmsinstruktør og en del af den generation som var med til at banke hele fundamentet op for vores stolte danske dokumentarfilmsbranche. Ikke alene instruerede han men også producerede dokumentarfilm og serier.

Han elskede sine rejser med sit kamera og i særdeleshed med tætte samarbejder med lokale partnere og elskede at få den fornemme adgang til folks liv med stor respekt, nærværende og lyttende på en måde som kun han kunne. Han var passioneret og optaget af mennesker, der lever under andre vilkår - menneskelivet i alle dets afskygninger.

Mange af Jens’ film kan stadigvæk ses. Men han selv vil være savnet som ven, kontorfælle og som filmkunstner. RIP

Jens Pedersen efterlader sig sin kone Karen og to voksne børn Carl og Nina. Bisættelsen finder sted på fredag d. 14 oktober kl. 15.00 fra Søndermarkens Kapel. I stedet for blomster – send eventuelt bidrag til Kræftens Bekæmpelse med ”Jens Pedersen” i emnefeltet.

Nekrolog af Maria Stevnbak Westergren, Toolbox Film og Jakob Gottschau, Express TV-production