Hop til undermenu
Nyheder
30.06.2020

Tak for et flot fremmøde på vores generalforsamling i går!

Efter lang tids venten kunne vi endelig afholde Danske Filminstruktørers ordinære generalforsamling. Med behørig afstand i Charlottehavens store lokaler blev de mange medlemmer først præsenteret for et kort inspirationsoplæg af Moussa Mchangama, forperson i Mino Danmark, der talte om Kunstnerisk frihed vs. ansvar - diversitet & repræsentation i film og kultur. Oplægget handlede bl.a. om hvilket ansvar, man som instruktør kan tage – individuelt og organisatorisk for at fremme mangfoldighed.  

Foto: Ulrik E.E. Gutt-Nielsen

 

Velkommen til nye bestyrelsesmedlemmer!

I år var der på generalforsamlingen forslag om at udvide bestyrelsen med én post, så antallet af bestyrelsesmedlemmer blev udvidet til 9 medlemmer i stedet for 8. Forslaget blev vedtaget og derfor var der 5 bestyrelsespladser, som skulle fyldes. Ud over genvalg til foreningens formandskab (Christina Rosendahl, Klaus Kjeldsen og Rasmus Kloster Bro) blev to nye bestyrelsesmedlemmer valgt ind i bestyrelsen: Dorte Bengtson, som er uddannet animationsinstruktør på Den Danske Filmskole 2004-2008 & Lin Alluna, som er uddannet dokumentarfilmsinstruktør på Den Danske Filmskole 2013-2017. Vi byder de to nye medlemmer i bestyrelsen velkommen og vi glæder os meget til samarbejdet!

  

Farvel og stor tak til bestyrelsesmedlem Anders Refn!

Efter afstemningen måtte vi desværre sige farvel til bestyrelsesmedlem Anders Refn og vi vil derfor benytte lejligheden her til at sige et stort tak til Anders for hans betydelige engagement i bestyrelsen. Anders har siddet i bestyrelsen i denne omgang i fire år og har også tidligere lagt et stort arbejde i forbindelse med etableringen af foreningens grundpiller. Vi kommer til at savne ham og ønsker Anders held og lykke med sin næste spillefilm, som starter optagelser i det nye år.

Foto: Ulrik E.E. Gutt-Nielsen