Hop til undermenu

Tving Netflix og andre streaminggiganter til at betale et solidt kulturbidrag

Debatindlæg i Politiken d. 27. juni 2020

Danske filmproduktioner er presset i bund, efter de internationale streaminggiganters indtog. Om få år vil der mangle 1,5 mia. kr. i film- og tvbranchen, fordi de udenlandske giganter ikke producerer nok på dansk.

Udenlandske streaminggiganter fylder mere og mere på det danske film- og tv-marked, men de gør det uden at bidrage til udviklingen af dansk indhold. Det betyder, at vi i 2025 kommer til at mangle op mod 1,5 mia. kr. til danske produktioner. Og hvis udviklingen fortsætter, må vi fremover undvære stærke danske kvalitetsproduktioner.

Vi foreslår, at der i den kommende medieaftale indføres et kulturbidrag på 7 pct. af omsætningen for alle producenter med egen streamingtjeneste i Danmark. Pengene skal gå til dansk indhold til tv og film.

VI STÅR I dag ved en skillevej, hvad angår de film og det tv, vi gerne vil se. Vi kan vælge at betræde én af to veje, og hvor de hver især fører hen, ser du ved at kaste et blik på forskellen mellem udvalget af programmer på en dansk tv-station og for eksempel Netflix. Vi kan derfor vælge: Vil vi også i fremtiden have et rigt udbud af dansk indhold fra filmatiseringen af Henrik Pontoppidans 'Lykke-Per' til de smukke udsendelser om Danmarks vilde natur. Naturligvis suppleret med udenlandsk produktion. Eller om vi kun vil have udenlandsk indhold. På bekostning af dansk indhold.

På Netflix ser man serier som 'Tiger King', 'Stranger Things', 'The Crown', internationale film osv. Alle sammen gode produktioner. Men det er også produktioner, der af gode grunde ikke har noget dansk islæt, fordi streaminggiganterne producerer ikke til Danmark, men til hele verden. I de seks år, Netflix har opereret i Danmark, har de kun streamet én egenproduceret dansk tv-serie, 'The Rain'. De har flere i udvikling og produktion, men det er sigende, at kun én har ramt skærmen i en periode, hvor DR, TV 2 og ViaPlay har produceret, broadcastet og streamet langt over 30 danske tv-serier tilsammen.

Det giver sig selv, hvad vi i den audiovisuelle branche ønsker: Vi ønsker, at der ud over streaminggiganternes store udbud fortsat er et rigt udbud af danske film og tv-serier. Fra Danmark, om os, til os.

DANSK INDHOLD er vigtigt, fordi det binder os sammen som nation. Det har coronakrisen mindet os om. På tværs af landsdele og generationer. Det er indhold, der viser os, hvem borgerne i Danmark er. Disse fortællinger er bærere af vores kultur, og derfor mener vi også, at det er et offentligt anliggende: Vi har alle en interesse i at bevare og beskytte den historiefortælling, der handler om os selv.

Hvis vi ønsker at fastholde dansk indhold i fremtiden, kræver det politisk handling, når medieforhandlingerne går i gang. Ellers frygter vi, at den danske fortælling går en meget svær fremtid i møde. Allerede før coronakrisen var vi i filmog tv-branchen bekymret for dansk indholdsproduktion. De økonomiske kredsløb i branchen er nemlig grundlæggende forandret af ændrede seermønstre og nye aktører på markedet. I dag har færre af os et fjernsyn, færre abonnerer på tvpakker, køber dvd'er, og det daglige forbrug af det traditionelle flow-tv er faldet markant. Disse mønstre påvirker finansieringen af dansk indhold. Nu tjener de internationale streaminggiganter i stedet pengene, hvor de danske aktører før tjente penge. Samtidig forsvinder annoncesalget fra de traditionelle medier og går til de nye.

PRISEN FOR DENNE udvikling blev konkretiseret i analysen 'Fremtidens finansiering af dansk indholdsproduktion' fra Kulturministeriet. Den viste, at man i 2025 risikerede at miste knap 1 mia. kr. til dansk indholdsproduktion. Denne analyse var dog lavet inden den tidligere regerings besparelse af DR's budget på 1,5 mia. kr. DR har været en stabiliserende faktor for dansk indholdsproduktion, og dermed må det forventes, at rapportens vurdering desværre forstærkes.

Vi byder naturligvis skarp international konkurrence velkommen. Det giver arbejdspladser, det giver kreative indspark, og så er det blevet et samlingspunkt for særligt den yngre del af befolkningen. Problemet opstår, når streaminggiganterne ikke bidrager til økosystemet af produktioner, selv om de inkluderer dansk indhold i deres udbud. Det er sådan, at den danske fødekæde for film og tv har fungeret i mange år, inden streaminggiganternes indtog. Dermed støtter de ikke den fortsatte produktion af dansk indhold, som andre aktører gør det.

Det er særligt en udfordring for Danmark, fordi det er sådan et lille sprogområde. Netop derfor er det vigtigt, at de, der nyder godt af at vise vores film og tv-serier, også bidrager til, at der kan laves nyt. I stedet for danske kvalitetsproduktioner vil vi over tid efterlades med de historier, som de internationale streaminggiganter vælger at vise - uagtet om de er danske eller ej. Og det vil være i en tid, hvor vi netop har genopdaget de danske kulturproduktioners værdi.

DER ER BRUG for politisk handling her og nu. Vi skal finde nye veje til at skabe et rigt udbud af dansk indhold. Vi foreslår derfor konkret en bidragspligt på 7 pct. af omsætningen for alle producenter med egen streamingtjeneste i Danmark.

For internationalt indhold er fint, ja, det kan være aldeles fantastisk. Men nationalt indhold er uundværligt. I hvert fald hvis man tror på, at Danmark er en nation, og at borgerne i Danmark har værdier, en identitet, en historie, et samfund, et sprog, problemer og livsvilkår, som gælder netop her, som knytter os sammen, og som har brug for at blive vist på film og i tv.

Skrevet på vegne af Producentforeningen, Dansk Artistforbund, Dansk Skuespillerforbund, Danske Filminstruktører og Danske Dramatikere.